Ben Cooper arbejder ekstremt meget med de små ting i spillet, forklarer forwarden Lasse Lassen

Godt nok har han været skadet siden uheldet tidligt på sæsonen, der kostede et brækket kindben, en operation og flere andre mindre knoglebrud i ansigtet, men Lasse Lassen har nået at opleve, hvordan den nye træner i Herning Blue Fox, Ben Cooper, agerer på og udenfor isen. Og Lassen er vældig begejstret for den nye mand med hovedansvaret.

- Han er ekstremt detaljeorienteret, og man kan mærke, at han har arbejdet meget med video tidligere i sin trænerkarriere. Han har sine tanker om spillestilen, og er dygtig til at vise eksempler på, hvordan vi skal agere på isen. Vi får tildelt nogle måder, vi skal agere på i hver eneste situation, og træneren svarer klart på hvert eneste spørgsmål, vi sender af sted. Han ved, hvad han vil, understreger Lasse Lassen.

Pudsigt nok kan det også være detaljegraden i systemerne, der kan have kostet de store nederlag i træningskampene mod Esbjerg (0-7) og Frederikshavn (2-7), siger Lasse Lassen til Metalligaen.dk.

- Lad os slå fast, at det aldrig er sjovt at tabe - men heldigvis er det kun træningskampe. Det kan sagtens være, at vi ikke helt har vænnet os til detaljerne i de nye systemer endnu, og det kan have kostet. Men når det kommer til at fungere optimalt, bliver det rigtig godt. Det er jeg ikke det mindste i tvivl om, siger Lasse Lassen.

- Vi har en god gruppe, og vi har trænet utrolig intensivt og hårdt, hvilket også kan have været en årsag til nederlagene. Vi har et stærkt trænerteam, og jeg kan godt lide, at der er så mange mennesker omkring holdet. Det fungerer glimrende, understreger Lasse Lassen.

Trods sit brækkede kindben er han med i flyveren mod Belfast, hvor Herning spiller yderligere to testkampe i løbet af weekenden. 

 


Jordan Smotherman og Belfast er Hernings udfordring Jeppe Jul Korsgaard ude i mindst otte uger