Erik Hjalmarsson bliver ikke overraskende manden, der skal stå i spidsen for Rungsted Seier Capital, når titelforsvaret begynder.

Som blot 35-årig tog Erik Hjalmarsson sin første titel som træner –  og ikke nok med det: Han brød den “svenske forbandelse” og blev den første blå-gule coach til at tage det danske mesterskab i over 30 år. 

Stærkt af Hjalmarsson, der også tog pokalturneringen hjem, umiddelbart efter han havde taget over for en sygdomsramt Flemming Green.

Det lå i kortene, at svenskeren, der inden trænerkarrieren var en temperamentsfuld forward i den danske liga for både Rungsted og Herlev, ville få sin kontrakt forlænget, og det er sket nu.

Det blev meddelt under Rungsteds guldfest i går, hvor mestrene blev fejret i en stor glædesrus foran Bitcoin Arena.

Han stoppede sin karriere efter 2015/16-sæsonen og gik derefter straks ind som assisterende træner i Rungsted.

Nu bliver han altså manden, der for første gang skal føre Rungsted ind i Champions Hockey League – og samtidig er han manden, der skal forsvare to pokaler.

Sikke en lynkarriere for Hjalmarsson. 


RETRO: Ole Ras vandt DM-guld for 64 år siden Rungsted: Frederik Høeg forlænger, Holten Møller tager en tørn mere