Når man ser Herlev Eagles, sidder man nu og da med fornemmelsen af, at Brett Thompson konstant er inde på isen. Kaptajnen er ganske enkelt her, der og allevegne og spiller alle nøglesituationer for Eagles.
Det er ikke en forkert fornemmelse, for målingen af istid fortæller nemlig, at den både arbejdsomme og farlige canadier stadig er den spiller i Metal Ligaen, der noterer sig for mest istid pr. kamp.
Statistikkerne fortæller, at Thompson spiller 25:31 minutter pr. kamp, og han forfølges på det parameter af en anden nordamerikaner, SønderjyskE’s Mike Little (USA).
Little har imponeret som den absolut bedste import hos SønderjyskE, og han passerer som den eneste anden spiller 24 minutters istid.
Lige knap 24 minutter (23.85) noteres Odenses Cole Candella og Rungsteds Shane Hanna for. Den sidste mand i top fem er også fra Rungsted, Willie Raskob, mens Rødovres Nick Crawford følger lige efter på sjettepladsen.
Først herefter finder vi de første danskere i form af Anders Krogsgaard og Daniel K. Nielsen, inden to Herlev-imports – selvfølgelig – i form af Joonas Riekkinen og Johan Skinnars indtager de sidste to pladser i top 10.