To Pirates-spillere bliver til hvide høge i den kommende sæson

To Aalborg Pirates-spillere af den yngre generation bliver i den kommende sæson til Frederikshavn-spillere. Det drejer sig om den høje back Mads Falborg Iversen og angriberen Sebastian Brinkman. Begge har skrevet en etårig kontrakt med White Hawks, meddeler klubben i en pressemeddelelse, hvor Frederikshavn skriver følgende om Brinkman: 

- Vi får en sulten spiller, der med sin fart vil vise sit værd i Frederikshavn White Hawks. Det er en spiller, som Jari Pasanen har haft et godt øje til igennem de mange lokalopgør, det er blevet til med ham som coach. Trods sine blot 22 år, er Sebastian Brinkman en rutineret Metal Liga-spiller, hvilket små 300 kampe for Aalborg Pirates bevidner.

Selv siger Sebastian Brinkman om skiftet til White Hawks: 

-Jeg kunne mærke på mig selv, at det var ved at være tiden til at søge nye udfordringer, hvis jeg skulle blive en bedre ishockeyspiller. Da muligheden så opstod for at komme til Frederikshavn, synes jeg det lød rigtig interessant. Et skifte er godt for mig lige nu, hvor jeg kommer i nye omgivelser, og kommer til at spille med nogle nye holdkammerater. Jeg kommer til at bidrage med min fart, hvor jeg kan hjælpe holdet både offensivt og defensivt.

- I Mads Falborg Iversen får vi en back der er defensivt indstillet. Han er en spiller, der trods fire sæsoner i Metal Ligaen, stadig kan udvikle sig i positiv retning. Vi tror på, at Mads kan tage nogle store skridt op ved skiftet til White Hawks, lyder det fra White Hawks.

-Jeg føler jeg trænger til noget luftforandring, og mener at tiden er inde til at prøve noget nyt. Jeg har haft en del snakke med Jari Pasanen og Henrik Andersen, og jeg synes godt om det set-up der er i Frederikshavn. Derfor var det ikke svært at sige ja, da jeg fik tilbud om at komme til at spille for White Hawks. Jeg er jo ikke en spiller der laver en masse point, men i stedet kan jeg bidrage med det defensive. Det er her mit fokus er, siger han. 


Herlev henter Daniel Baastrup-Andersen og Joachim Linnet GALLERI: Med et stoppede sæsonen - billeder fra en tom hal i Odense