Den tidligere Esbjerg-træner skifter til Pustertal/Val Pusteria i ICEHL.

Det var vemodigt og næsten tårevædet, da Jason Jaspers efter DM-finalen sagde farvel til Esbjerg Energy-organisationen og klubben og takkede alle i det vestjyske for at have givet ham chancen som cheftræner.

Jaspers nåede fire sæsoner som Esbjerg-træner. Han vandt ingen titler, men bragte fire gange sit hold i semifinalen og nåede også en enkelt Metal Final4-slutkamp. 

Det hele kulminerede altså med den medrivende finaleserie, hvor Esbjerg og SønderjyskE gav hinanden seks formidable ishockeykampe.

Længe var rygtet, at Jaspers skulle videre til Bremerhaven og DEL, men for et par dage siden blev det offentliggjort, at Jason Jaspers i stedet får et cheftrænerjob i den attraktive WIN2DAY ICEhockeyLeague, der som bekendt tæller hold fra Østrig, Italien, Ungarn og Slovenien. 

Jaspers skal stå i spidsen for HC Pustertal eller Val Pusteria, som klubben også kaldes i det tosprogede område, hvor italiensk ishockey har sit centrum.

Klubben er vokset i de seneste sæsoner og nåede i den netop afsluttede sæson helt frem til semifinalerne, hvor det blev til et nederlag til Jesper Jensen Aabo, Sebastian Dahm og Klagenfurt. 

Spændende, om Jaspers kan trække den italienske klub det sidste stykke vej frem i en finale i den pengestærke liga. 


Daniel Baastrup skifter fra Frederikshavn til Odense DANIEL BAASTRUP stopper i Frederikshavn