På en flot tredje periode, hvor Rødovre gik kold, afgjorde White Hawks sagerne med tre scoringer. Tre point af jubilar Christopher Frederiksen gjorde ikke festen mindre sjov i Frederikshavn

Frederikshavn White Hawks – Rødovre Mighty Bulls 5-2 (1-1,1-1,3-0)

Han blev hyldet inden kampen for 300 kampe for White Hawks, sagde tak for blomsterne, og lod herefter staven tale. Tre point af Christopher Frederiksen i aften, var en afgørende faktor for, at White Hawks kunne tage sin sjette sejr i træk. Imponerende stime de hvide høge har gang i, hvor de med aftenens sejr forsvarer femtepladsen i Metal Ligaen.

Særdeles afvekslende første periode blev vi vidne til, hvor Rødovre måske endda var marginalt bedre end høgene. På måltavlen stod det 1-1 efter de første tyve minutter, men det kunne sagtens være blevet til et par scoringer mere i begge ender.

300-kamps jubilaren Christopher Frederiksen åbnede ballet i Nordjyske Bank Arena, da han allerede efter 86 sekunder bragte hjemmeholdet foran. Han var fulgt med op, og pludselig lå pucken foran ham, og han sendte den ind bag Rørth med baghånden. Drømmestart for høgene, hvor tilskuerne først dukkede op i sidste øjeblik grundet den spændende håndboldlandskamp.

Der gik ikke længe efter den scoring, så måtte Bumagin en tur i straffeboksen. Det gør man ikke ustraffet mod Rødovre for tiden, der virkelig har fundet melodien i overtal. Først bankede Berling pucken på stolpen, og kort efter gjorde Gymer det samme. Der var lagt op til en udligning, og den kom så, da Mads Eller var over en retur fra Galansky. 1-1, og kun spillet fire minutter i Vendsyssel.

Rødovre havde pucken mest i perioden, og flere gange blev hjemmeholdet tvunget til nogle halv spændende pasninger, der gav gæsterne hele og halve chancer. Magnus Sundquist kunne med glæde konstatere, at Rødovre spillerne virkelig kæmpede for sagerne i aften. En opadgående formkurve på svenskerens mandskab, har givet fornyet tro på tingene hos københavnerne.

Billedet fuldstændig det samme i anden periode. Hurtig scoring til hjemmeholdet, og hurtig udligning af gæsterne. Ja det var nærmest på sekundet som scoringerne i første periode.

Først var det Halme der gjorde det til 2-1 for høgene, da han smukt blev spillet fri af jubilar Frederiksen. Finnen udnyttede sikkert den mulighed for at sende hjemmeholdet i spidsen af opgøret. Akkurat som i første periode var der hurtig udligning fra gæsternes side, da Christopher Rübenach fik scoret til 2-2. Han sendte pucken sikkert ind bag Galansky, og så var der balance i regnskabet igen.

Rødovre med de største muligheder i perioden, hvor man blandt andet var to spillere helt fri mod høge-buret. Man skød dog forbi mål. Jesper Jensen havde også en friløber for hjemmeholdet, men Rørth var klar til at tage imod.

Godt midtvejs i perioden tog Pelle Hänberg Time Out. Han ville godt se noget mere fra vendelboernes side, og de fik også lagt et lidt større tryk mod gæsterne i de sidste minutter af en jævnbyrdig periode, hvor gæsterne igen var marginalt bedst.

White Hawks havde teten i begyndelsen af tredje periode. Der blev investeret noget mere, og chancerne blev også en anelse større. Daniel Madsen havde en stor chance, men Rørth stod glimrende igen i aften.

To powerplay blev det også til for hjemmeholdet i de første ni minutter, og hvor det første ikke var noget at skrive hjem om, kom der mere bid i det andet. Her kunne Daniel Madsen endelig få betalt tilbage på den han skyldte fra tidligere, da han styrede en puck ind efter et skud fra Christopher Frederiksen. Jubilarens tredje point i aften, og 3-2 til vendelboerne.

White Hawks fortsatte presset mod Rødovre defensiven, og Trkulja ramte overliggeren. Dommerne ville lige tjekke på video om pucken var inde, men det var den trods alt ikke, og svenskeren så nu heller ikke overrasket ud, da de konkluderede ingen scoring.

Rødovre havde enkelte sporadiske muligheder i tredje periode, men var slet ikke oppe med det spil som de leverede de første to perioder. Måske var kræfterne sluppet op. Da slutspurten skulle sættes ind, dummede Jaeden Martin sig, da han fik en tåbelig udvisning for at slå Bumagin helt uden grund.

Den udvisning var Halme hurtig til at udnytte, da han fra slottet sendte pucken sikkert ind bag en prisgivet Rørth. Dumt af Martin, men høgene sagde tak, og 4-2 i Nordjyske Bank Arena. Og nu gik det stærkt. Blot 16 sekunder senere kunne tilbagevendte Radec Cip gøre det til 5-2, og nu var der i hvert fald ikke længere tvivl om udfaldet.

Der kom heller ikke mere, og høgenes supportere kunne hylde deres helte for endnu en sejr. Synd der ikke kommer flere tilskuere, for det er faktisk imponerende det Pelle Hånberg og White Hawks mandskabet har gang i for tiden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Blændende Wallin med shutout for Rungsted UNLIMITED HOCKEY BLIVER NU ENDNU NEMMERE!