Florchuk og Uhre var på plads og sikrede hjemmeholdet de første point i sæsonen

Sønderjyske-Rungsted Seier Capital 3-2 (0-1,1-0,2-1) 1327 tilskuere

Forløsning i Vojens denne søndag eftermiddag, hvor hjemmeholdet lidt over klokken 17 kunne løfte stavene i gigantisk jubel.

Efter fire nederlag på stribe og nul point havde Sønderjyske brug for en sejr, og det var skades- og sygdomssvækket hjemmemandskab med kun tre kæder, der sikrede sejren for hjemmeholdet. 

Lad os skrue tiden frem til de 10 gyldne sekunder, der i det 57. minut afgjorde kampen.

Efter en spildt omgang powerplay holdt hjemmeholdet presset og Johan Lundgren kørte fikst omkring målet og fandt Erik Florchuk fri inde foran. 2-1 til Sønderjyske.

Pucken blev droppet efter scoringen, Mathias Borring tog i den og kom fri. Tobias Vilykke gav en retur, som Filip Karlsson forsøgte at cleare. Desværre gik den lige op i staven på William Uhre, der lagde den i det tomme bur. 

3-1 til Sønderjyske og kæmpe forløsning i arenaen. Rungsted-træner Olsson var rasende, tog en hurtig time out og Filip Karlsson fik trykket en reducering ind. Rungsted havde stadig næsten et minut, men fik altså ikke scoret yderligere på en på dagen fremragende Thomas Lillie.

Det var i øvrigt også over gennemsnittet, hvad Tobias Vilykke præsterede i Rungsted-målet.

Gæsterne var bedst i første periode, hvor Olle Liss endnu engang fik bevist, at han har et fabelagtigt skud. Han forløste en powerplaysituation med en regulær kanon. 

Rungsted tog en fortjent føring med ind til pause, men i anden periode var det Magnus Carlsen, der efter kvikke kombinationer satte 1-1-målet. Det var også en helt fair stilling, inden en tredje periode, hvor begge hold havde muligheder, men hvor Sønderjyske altså var skarpest og nu ikke er totalt isoleret i bunden mere.

Det var Rungsteds tredje nederlag på stribe. 

 


KAMPEN KORT: Odense spillede den perfekte udekamp OPTAKT: Herlev Eagles-Odense Bulldogs