Herning Blue Fox - Aalborg Pirates: 2-3 (1-1, 0-1, 1-0) 0-1
Herning forsøgte vanen tro at sætte sig på kampen fra start og man var da også mest på pucken i de første minutter af opgøret.
Alligevel skulle det blive gæsterne der kom først på tavlen. Julian Jakobsen og Co udnyttede, at Emil Kristensen røg på halen i offensiv zone og den bundrutinerede center sendte Darien Craighead alene igennem. George Sørensen blev den store i første omgang, men han måtte altså fiske pucken ud af nettet da Jakobsen tæt under mål kunne vippe pucken i kassen til nordjysk føring.
Blue Fox kørte ufortrødent videre og det meste af spillet foregik i gæsternes zone. Kasper Larsen kom frem til en helt åben skudchance som han ikke fik ordentligt træf på og også Mathias Bau noterede sig for en afslutning som tog det øverste af staven på Kristers Steinbergs i målet.
Hjemmeholdet lavede endnu en stor fejl på offensiv blå linje kort efter og så var det Andreas Grundtvig som havde frit løb ned mod Sørensen. Han lykkedes også med at passere den lille keeper og det var sort uheld, at pucken prellede af på stolpen.
Steinbergs havde dog klart mere travlt end sin direkte modstander og det skyldes især, at Aalborg ganske ofte smed pucken væk i egen zone. Det havde endnu ikke udløst den helt åbne scoringschance til værterne, men det var tvivlsomt om det kunne forblive ustraffet hvis ikke man fik pucken bedre ud i zonen i den resterende del af kampen.
Oskar Kvist skøjtede en tur i omklædningsrummet efter et hændeligt uheld og kort efter var Niklas Folin i smerter, da Oliver Kiljunen satte en hård tackling på ham nede i endebanden. Det trak således mere og mere op til en udligning på Kvik Hockey Arena og med godt fem minutter tilbage af perioden blev halstørklæderne da også luftet for første gang.
Paradoksalt nok faldt målet efter en omstilling, som blev skabt ved en skærende pasning igennem zonen fra Philip Schultz og Hjalte Thomsen kunne sende skiven i nettet via den fjerne målstolpe.
Med lige over minuttet tilbage af perioden var det ubehagelige scener der udspillede sig nede bag Aalborg-målet, da Lasse Bo Knudsen blev ramt af Mathias Bau. Situationen så umiddelbart ikke alvorlig ud, men det billede ændrede sig da lægen omgående blev kaldt på isen. Knudsen blev hjulpet i omklædningsrummet men kunne heldigvis også selv stå på benene.
Det blev ved 1-1 efter de første 20 minutter og Herning kunne se frem til at starte anden periode i powerplay.
Effektiviteten til forskel
Udover et slagskud fra Mathias Bau fik Herning ikke meget ud af den resterende tid i powerplay og det var naturligvis godt nydt for nordjyderne. Det skulle dog hurtigt blive endnu bedre for gæsterne, da Gustav Nørgaard viste kølighed foran kassen og med en følt afslutning sendte han pucken helt op i det fjerne målhjørne til 1-2 på tavlen.
Pirates fik et powerplay til at forsøge at ligge yderligere pres på værterne og Thomas Spelling blev to gange sat op til sit farlige slagskud. Begge gange strøg afslutningen forbi målet og Sørensen tog sig sikkert af de resterende forsøg fra Aalborg-spillerne.
Herning satte sig efterfølgende igen på opgøret, men man havde markant sværere arbejdsbetingelser i denne periode. Aalborg stod langt bedre i egen zone i denne periode og kom ganske ofte i vejen, når midtjyderne skulle sætte den sidste pasning sammen.
Derfor var det også lidt tilfældigheder der førte til kampens næste farlige moment og det var en af de episoder, hvor udfaldet afhang af de berømte marginaler. Morten Poulsen fik staven på og pucken dumpede ned på overliggeren inden den lagde sig til rette i målfeltet. Kevin O'Neil var hurtigt over pucken, men Steinbergs fik på en eller anden måde holdt pucken ude af netmaskerne.
Chancerne var ikke så mange til nordjyderne, men de var til gengæld større end mulighederne til Blue Fox. Jeppe Jul Korsgaard kunne uforstyrret skære ind foran Sørensen og han fik også keeperen ned på maven inden han kunne afslutte med forhånden. Vinklen blev akkurat for spids og skuddet gik den for ham forkerte vej rundt om stolpen.
Det var trængselstider nede foran Aalborgs keeper, da man blev lagt under et massivt tryk som varede i næsten to fulde minutter. Spillet var ganske tålmodigt fra midtjyderne, men roserne går til det defensive arbejde foran Steinbergs. Blue Fox-angriberne blev konstant holdt på ydersiden og tvunget til at afslutte fra vinkler uden for slottet.
Skuddene peb fortsat om ørerne på Steinbergs i de døende minutter af anden periode, men Steinbergs tog hvad der kom og blev via sit forsvar skånet for at skulle levere de helt store redninger.
Der var bestemt muligheder for tre point til nordjyderne inden de sidste 20 minutter mens Herning skulle spille mere direkte i offensiv zone hvis de skulle gøre sig forhåbninger om point denne aften.
Herning fik udlignet
Inden pucken blev smidt til tredje periode stod det klart at Pirates skulle kæmpe sejren i hus uden Oskar Kvist og Lasse Bo Knudsen.
Aalborg startede perioden bedst og man kunne kunnne godt sige at gæsterne var i kontrol selvom man ikke havde pucken meget. Man fik konsekvent ekspederet pucken ud af egen zone og så stod man bumstærkt i midtzonen hvilket forhindrede Blue Fox i at komme ind i offensiv zone med den fornødne fart.
Sektion 18 gjorde vanen tro deres for at piske holdet frem over isen og selvom Herning kunne rulle på med fire kæder var det svært at se, hvor målet skulle komme fra.
Steinbergs tog fortsat det han skulle, og så skal han i særdeleshed roses for at afgive meget få returpucke og det var en stor del af årsagen til at Herning ikke fik skabt mere inde foran målet.
Han kunne dog intet stille op, da midtjyderne omsider fandt vej til nettet. Forløsningen var tydelig på lægterne da Anton Linde bare klappede tilfældigt til en løs puck og pucken endte i kassen efter det der bedst kan beskrives som et "lucky-punch".
Målet ændrede dog ikke på kampbilledet, da Aalborg fortsat afventede deres chance mens Herning i vanlig stil bare rullede på i offensiv zone.
Derfor var der ikke blot tale om luft i lungerne da Linde blev udvist i midten af perioden. Det var også en oplagt mulighed for Pirates til at sætte en potentiel afgørende scoring, men trods masser af puck fik man aldrig pucken ind på Sørensen.
Nordjyderne var nu mindre end fem minutter fra at kunne sikre sig minimum ét point på Danmarks vel nok sværeste udebane og det ville alt taget i betragtning være et ganske fortjent et af slagsen. Spillerne ofrede sig fortsat hundrede procent i nærkampene og blokerede en perlerække af skud denne aften.
Herning kom aldrig nærmere og derfor skulle kampen altså afgøres i overtid. Blue Fox skabte to gode muligheder i det første skifte og der skulle gå yderligere et par minutter inden afgørelsen faldt. Naturligvis kom målet fra aftenens bedste spiller, Julian Jakobsen der med al sin rutine fik sat Nikolaj Carstensen op midt i slottet.
Afslutningen mellem benene havde akkurat hvad der skulle til for at krydse målstregen. Således lykkedes det altså for nordjyderne at hente en sejr i Herning og hjemmeholdet måtte sande at der stadig er meget at arbejde på i spillet med pucken.