Rødovre Mighty Bulls-Aalborg Pirates 1-3 (0-1,0-2,1-0) 916 tilskuere
Aalborg Pirates synes i denne sæson at være noget mere komfortable på udebane end hjemme i Sparekassen Danmark Arena.
Pointhøsten på fremmed is fortsatte søndag eftermiddag, da Rødovre tog imod i det, der endte med at være en relativ rolig affære foran 916 tilskuere i Holger Danske Arena.
Pirates kom tidligt foran, da Tyler Welsh var på pletten i powerplay og havde ganske godt fat i kampen i de første 20 minutter. Derfor var det logisk, at Andreas Grundtvig kunne gøre det til 2-0 i slutningen af perioden.
Det var et stærkt omdiskuteret mål, som Rødovre-træner Hämäläinen valgte at udfordre, fordi der lå en Aalborg-mand inde bagved Caron i Rødovre-målet. Det fik hjemmeholdet ikke held med.
I stedet kunne samme Grundtvig øge Aalborgs føring til tre scoringer i begyndelsen af anden periode, hvor han stille og roligt lagde pucken op i nettaget bag en sagesløs Caron.
Et hårdt slag for Rødovre, der uden held forsøgte at kæmpe sig tilbage i kampen. Lidt håb fik hjemmeholdet i tredje periode, hvor Nikolaj Krag fik reduceret på et klassisk "Krag-mål" i powerplay, men så var det også slut for Rødovre. Gæsterne fik sat et par unødvendigt hårde tacklinger i slutperioden, som skabte lidt dramatik og ophidselse.
Aalborg tager videre til et møde med Herlev mandag aften, mens Rødovre ikke har fået point i de seneste fem kampe og kun scoret fem gange i samme periode.