Endelig lykkedes det for vestjyderne at vinde på udebane

Aalborg Pirates-Esbjerg Energy 0-3 (0-1,0-1,0-1) 2307 tilskuere

Sikke en aften for Esbjerg Energy.

Efter tre nederlag og en målscore på 6-18 i de tre første udekampe lykkedes det i aften at vinde i Aalborg, og det var i den grad en tilfredsstillende sejr for vestjyderne.

Ikke blot lykkedes det at vinde, det lykkedes altså også at lukke fuldstændig ned hos Mathias Seldrup i buret, og dermed tog Seldrup altså allerede sit tredje shutout i sæsonen.

Det er sket på blot syv forsøg - en ret vild statistik, der fortæller, at Mathias Seldrup for alvor er tilbage efter sin lidt ærgerlige sæson i Herning i fjor.

Niklas Andersen fik ligeledes hul på bylden for sæsonen, da han scorede Esbjergs indledende mål i det 5. minut. Det var med et 139 kilometers skud, der sad fuldstændig utageligt bag Kristers Steinbergs, der havde fået chancen i Aalborg-målet. 

Jeppe Jul Korsgaard havde en fin chance for Aalborg i slutningen af første periode, men Seldrup var på plads. 

Esbjerg scorede endda i undertal, da en anden mand med en træg sæsonstart, Grayson Downing, kom af sted og afsluttede fint i en periode, hvor Aalborg arbejdede hårdt for at komme til scoring, men uden held.

Og så fik Esbjerg såmænd også scoret i powerplay, da Troy Lajeunesse lukkede og slukkede i kampens næstsidste minut efter en periode, hvor der ikke rigtig var stormvejr over gæsternes mål i tredje periode.

Solid udekamp af Esbjerg og ærgerlig aften for Aalborg efter den meriterende sejr i Herning tirsdag aften. 

 


KAMPEN KORT: Rødovre sneg to point hjem i klassikeren