Rødovre Mighty Bulls-Esbjerg Energy 2-5 (2-1,0-2,0-2) 1047 tilskuere
Egentlig lå den lige til højrebenet.
Rødovre leverede en fremragende start på kampen, Esbjerg Energy var igen svage på udebane, så en hjemmesejr lå i den grad i luften, da vi var halvvejs inde i kampen mandag aften i Holger Danske Arena.
Nikolaj Krag-Christensen var endda trådt i karakter med to glimrende mål. Et i powerplay på en firsttimer og et, hvor han rundede Mathias Seldrup på fineste vis og bragte Rødovre på 2-0.
Stor jubel blandt de 1047 tilskuere, der var vidne til årets veteranmatch på Vestegnen.
Men 2-0-føringen blev lige nøjagtig forvandlet til noget smallere inden første pause. Oliver Marloth var på pletten for Esbjerg i det 14. minut, og Rødovre fik en scoring annulleret for goalie interference.
Så pludselig var kampen helt åben igen, og den blev endnu mere åben, da Oliver Kjær ret uhindret fik lov at spadsere ind og udligne til 2-2 i det 27. minut.
Et stort slagsmål mellem to store mænd, Lasse Carlsen og Mikkel Rask, satte også sit præg på anden periode, og det var en begivenhed, der fik Esbjerg-spillerne til at vågne op. Det sagde Troy Lajeunesse i hvert fald efter kampen til Direkte Sport.
Både Carlsen og Rask måtte naturligvis tolerere en badebillet efter balladen.
Oliver Marloth fik et slags gennembrud i barndomsklubbens trøje, da han smækkede 2-3'eren ind bag Caron på en hurtig omstilling, og det var også stillingen efter anden periode.
Derfra så gæsterne sig faktisk ikke tilbage og havde ganske fin kontrol over en tredje periode, hvor kampen definitivt blev afgjort, da Kjær, Franklin og Lajeunesse cirklede i offensiv zone. Kjær afsluttede et velstruktureret angreb i det 49. minut, og da Rødovre kort efter missede en powerplaymulighed, var det slut med kræfterne hos hjemmeholdet.
Troy Lajeunesse scorede det sidste mål i tomt bur og cementerede dermed tre vigtige Metal Final4-point til Energy, mens de drømme lige nu fortoner sig hos Rødovre, der skal forsøge at vende bøtten i Odense fredag aften.