Herning Blue Fox - Frederikshavn White Hawks: 7-0 (3-0, 1-0, 3-0)
Inden sæson startede var der næppe mange der havde regnet søndagens kamp mellem Herning og Frederikshavn for en topkamp. Men det var præcis hvad det var, og det var med nordjyderne i spidsen af tabellen.
Herning virkede opsatte på at sende et signal til gæsterne og efter mindre end ét minut havde man bragt sig i front. Albert Schioldan havde forinden muligheden for at rydde zonen og Kevin O'Neil kunne i stedet opsnappe pucken som han hurtigt sendte videre til Mathias Bau.
Bau afventede det rette moment til at spille Morten Poulsen fri og han fik med en hurtig afslutning overlistet Adam Vay i målet.
Blue Fox var tæt på at øge til 2-0 et par minutter senere, og det var igen førstekæden, der stod for muligheden. Denne gang med omvendt fortegn da Poulsen spillede Bau alene igennem med keeperen, men altså denne gang med ungareren som vinder.
Den store svenske back hos midtjyderne stod for kampens næste mulighed, og det var en fornem afslutning som Matheus Söderbom fik sendt afsted. Pucken tog stolpen rent og White Hawks var heldige med ikke at være nede med mere end en enkelt pind.
Frederikshavn havde endnu ikke testet Janis Fecers i Herning-målet og træner Casper Stockfisch kunne se sit hold blive presset på end måde man ikke var blevet tidligere i sæsonen.
Arturri Toivola var ligeledes alene med Adam Vay, men ramte end ikke målet og allerede nu kunne man spørge sig selv om den manglende skarphed ville koste hjemmeholdet senere i opgøret.
Dagens første powerplay tilhørte ligeledes Herning og så gik den ikke længere for nordjyderne. 14 sekunder senere krydsede pucken målstregen da afslutningen fra Emil Kristensen gav en retur midt for målfeltet og Oliver Kiljunen kunne trykke pucken ind bag keeperen til 2-0.
Nordjyderne satte efterfølgende et stærkt skift sammen og det gav en fin mulighed til Mikkel Bertelsen som var først over en retur. Tættere kom White Hawks aldrig, og Herning udspillede ganske enkelt topholdet i denne periode.
Det gjorde at man med 48 sekunder tilbage på klokken ikke længere kunne holdes tilbage og efter at være under belejring i flere minutter måtte Vay kapitulere over for Mathias Bau der ikke kunne undgå at score til 3-0.
Nordjyderne genfandt fodfæstet
Intet var naturligvis afgjort, men nordjyderne skulle op i et helt andet gear, hvis kampen skulle åbnes igen.
Blue Fox så dog ud til fortsætte hvor de slap og styringen fra Söderbom tæt under mål var faktisk et ganske fint forsøg fra den store back. En fremragende pasning gennem zonen fra Gustav Nielsen viste, at der stadig var klasse hos gæsterne og man kom klart bedre fra land i denne periode.
White Hawks var langt bedre til at få pucken ud af egen zone og så undgik man at blive sat under det tryk som Herning er notorisk dygtige til. Også arbejdsindsatsen havde fået et nøk i den rigtige retning og det kunne ses, da Anton Stenbakken var blevet overspillet, men alligevel nåede tilbage og spolerede friløberen til Lukas Bang.
Et stærkt skifte fra førstekæden var også tæt på at give udeholdet en scoring og det var opløftende for gæsterne, at man også i det efterfølgende skifte havde Herning under pres.
Herning havde brug for noget til at kickstarte holdet igen og Oliver Kiljunen var millimeter fra at prikke pucken i mål. Afslutningen var den første test af Adam Vay i denne periode, hvilket altså stod i skarp kontrast til bombardementet i første periode.
Blue Fox fik dog kort efter sendt pucken i nettet, og det var en ganske forrygende scoring. Anton Linde modtog pucken på blå linje og havde en modstander hængende på ryggen. Alligevel fik han sekundet inden han mistede fodfæstet trykket pucken op i målhjørnet.
Desværre for ham og Herning fik White Hawks medhold i deres challenge og målet blev derfor annulleret for offside.
I den anden ende blev et blokeret skud til en hel åben chance til Leo Ring og hvis han havde fået kontrol over pucken, var der med sikkerhed reduceret på måltavlen.
Adam Vay leverede endnu en stor redning på Kiljunen og den ungarske keeper må have givet ledelsen i Frederiskhavn noget at tænke over efter de optrædener han har præsteret.
I den anden ende leverede Janis Fecers også varen, men Oliver Kiljunen har med sikkerhed mareridt om ungareren i nat, da han for tredje gang i perioden stjal en scoring fra finnen.
Desværre for ham og Frederikshavn kunne man ikke holde stand i de sidste sekunder af perioden og Oskars Cibulskis kunne for anden kamp i træk kalde sig for målscorer. Det lignede unægteligt afgørelsen på kampen, selvom der resterede endnu en periode tilbage af kampen.
Mestrene slagtede topholdet
Det var en noget mere afdæmpet affære i denne periode og så var det igen en kamp med ganske få udvisninger. Da Herning var for mange mand på isen var det således holdet første i kampen og Frederikshavn havde ligeledes kun taget en enkelt af slagsen.
Til gengæld blev Herning ramt af endnu en udvisning og så kunne gæsterne spille i fem mod tre. Nordjyderne kunne dog slet ikke få klaveret til at spille og lykkedes med selv at smide pucken ud af zonen tre gange inden Blue Fox altså igen kunne spille fuldtallige.
Det var sandsynligvis den absolut sidste chance for point, der gled ud af hænderne på topholdet i de sekunder. Herning fik i stedet mulighed for endegyldigt at slå sejren fast da også de fik en mulighed i powerplay.
Kevin O'Neil besidder ingenlunde samme klasse i afslutningerne som Nick Pastujov, men han er ganske pucksikker og har et godt blik for spillet. Han blev således også noteret for assisten, da Oliver Kiljunen omsider igen fik hul på Adam Vay og så stod der 5-0 til mestrene.
Ikke længe efter blev det også til 6-0, da Martin Eskildsen gik direkte på mål og han fik lirket pucken ind bag gæsternes keeper. Den syvende scoring hang tykt i luften på Kvik Hockey Arena og metallet bag Vay tog fra to omgange inden for 60 sekunder.
Morten Poulsen var skyld i scoringen til 4-0, da han leverede en perfekt screening foran mål og i tredje periodes stod han der igen. Denne gang fik han selv bladet på pucken og så stod der 7-0.
For holdet og Janis Fecers gik de sidste minutter med at få holdt nullet og missionen lykkedes også for mestrene der for første gang siden kampene i Europa spillede op til deres fulde potentiale.
På tirsdag kommer Herlev Eagles på besøg til det første møde siden finalerne i foråret og det møde er naturligvis imødeset af begge hold. Herning har set stærkest ud i denne sæson, men Herlev er med garanti mere end motiverede for revanche om blot to dage.