Rødovre Mighty Bulls-Frederikshavn White Hawks 2-4 (1-2,1-1,0-1) 1187 tilskuere
Frederikshavn White Hawks er med i Metal Final4.
Det sørgede nordjyderne for med en 4-2-sejr søndag eftermiddag over Rødovre Mighty Bulls.
Det var ikke nogen køn ishockeykamp, der vel egentlig kunne have gået begge veje.
Gustav Reinert fik sit første ligapoint i karrieren, da han satte kampens første mål efter seks minutter via Rødovre-målmand Caron. Kort efter var det Rødovres tur til at være opmærksomme, da Christian Thunbo - den mand er i den grad flyvende i denne sæson - udnytte, at gæsternes forsvar ikke stod som det skulle.
Det var i øvrigt Marcus Bjørn, der havde fået chancen på sin gamle hjemmebane, og man må bare sige, at Rødovre-drengen - nu iklædt hvidt - bliver ved at overbevise, når han får chancen.
Inden første periode var ovre, havde Albert Schioldan bragt Frederikshavn på 2-1, da han skar ind bag Rødovre-forsvaret og satte pucken ind bag Caron. Stærk aktion af Schioldan, der i situationen var klart hurtigere end Rødovre-forsvaret.
Nikolaj Krag ser ud til at være kommet i gang for alvor i den her sæson. Det var ham, der scorede stensikkert til 2-2, da han fik serveret en fin pasning fra sin holdkammerat fra i fjor, der også er flyttet med fra Sønderjylland, Matt Kopperud.
En anden af deres holdkammerater fra i fjor, Gustav Nielsen, der er flyttet nordpå til Frederikshavn, sørgede for gæsternes 3-2-scoring med et skud i nærmeste hjørne. En puck som Caron "plejer" at tage. Det var et skud med udsyn, der røg lige over canadierens skulder.
Eneste scoring i tredje periode kom fra Mikkel Skov, der klappede pucken op i nettaget fra kort hold til slutresultatet 4-2 i Frederikshavn-favør.
Dermed "Final4-bound" for Frederikshavn, mens Rødovre endegyldigt må begrave de drømme. Ikke mindst fordi Mighty Bulls blot er noteret for to point i fem hjemmekampe i denne sæson. Her skal Hämäläinens tropper i den grad i gang.
Stort slagsmål også mellem Lasse Carlsen og Atte Karppinen ovenpå en Frank Gymer-tackling, som Carlsen hurtigt fik hævnet ved at gå i ryggen på Gymer. Det ville Karppinen forsvare og endte i næveduel med sin tidligere holdkammerat. Begge måtte en tur i bad, hvilket umiddelbart var den største svækkelse for Rødovre, der i forvejen er og var presset på backsiden med Frederick Amondsen ude.