Herlev Eagles-Herning Blue Fox 3-6 (1-2,1-2,1-2)
Herning Blue Fox er danske mestre 2025/26. En helt fabelagtig sæson af midtjyderne blev afsluttet på en fredag aften i Herlev, hvor midtjyderne leverede en kamp, der på mange måder var symbolsk for sæsonen: Skarp, disciplineret, effektivt og solidt - og med en række fremragende individuelle præstationer som toppen af kransekagen.
Fredag aften var det Mathias Bau, der leverede en super-præstation, men det kunne lige så godt have været en af de mange andre dygtige individualister på et hamrende stærkt kollektiv.
Herning fik den bedst mulige start på kampen. Allerede i første skift kom Mathias Bau af sted i en omstilling, han skød på mål og Nick Pastujov var over returen og fik på en eller anden måde gledet pucken ind bag Zetterquist. Tidlig føring og igen evnen til at slå til på det rette tidspunkt, for Herlev var i de første 30-35 sekunder kommet ud som lyn og torden.
Men så kom omstillingen, og favoritterne var foran.
Herlev ville ikke give sig. Victor Cubars var sulten og tilbage efter overstået karantæne, og han vippede en 1-1-scoring ind for hjemmeholdet til kæmpe jubel på Eagles-delen af tribunen, der ligesom gæsternes fans var i topform på en fest-fredag i forstaden.
Der gik halvandet minut, så var Herning foran igen. Cubars sjuskede med en fejlpasning lige op i bladet på en modstander i egen zone, og sekunder senere havde Josh Prokop hugget Hernings føring ind. Sådanne chancer må man ganske enkelt ikke give Blue Fox anno foråret 2026.
Herlev sled og slæbte for at komme tilbage i kampen mod et Herning-hold, der stod fremragende i egen zone. Og igen var gæsterne fuldstændig effektive, da chancen bød sig på en omstilling. Mathias Bau lagde en vild diagonalpasning til Nick Pastujov, der sagde tak og piskede pucken op bag Zetterquist. Herning foran 3-1.
Herlev-spillerne solgte sig selv dyrt. Hankede op i halskraven og fik igen presset spillet ned mod Herning-målet. Og der kom en belønning. Efter et kvarters spil af anden periode var der for en enkelt gangs skyld plads i banen, og tilbagevendte Frederik Bjerrum tog et par driblinger og fandt Gustav Green, der satte pucken ind bag Fecers.
Herlev-håb igen, Herning slog til igen. Med 25 sekunder tilbage af perioden fandt gæsterne igen omstilling, og så gik det stærkt. Mathias Bau fandt Morten Poulsen med en pasning i blinde, og Poulsen slog pucken ind til 4-2 i Herning-favør.
Den gjorde ondt på Herlev, og det lignede en afgørelse på kampen. Sådan havde man det i hvert fald på fornemmelsen.
Herlev sled helt vildt for sine mål, Herning scorede, når det var nødvendigt og på nogle svære tidspunkter for hjemmeholdet.
Seks minutter inde i tredje periode kom det helt afgørende stik. Herlev havde en afventende udvisning, og Herning holdt fast i pucken i noget, der lignede evigheder. Da hjemmeholdets spillere blev lokket fremad i banen, klappede fælden igen.
Blue Fox kombinerede flydende helt nede fra egen zone og til sidst var det Maksimovich, der blev spillet fri til en stensikker scoring.
Med 10 minutter igen var det næsten symbolsk, da Mathias Bau fandt Morten Poulsen inde foran mål og Herning bragte sig foran 6-2. Om nogen har det makkerpar været bagmændene for ikke blot denne sæson, men også sidste sæsons succes, hvor Blue Fox var tæt på titlen.
Nu stod de foran det endelige mål: DM-guldet, og det tog ikke på humøret, at Herlev fik reduceret ved Frederik Bjerrum i slutfasen.
Det tjente hjemmeholdet til ære, at holdet gav ALT, men til sidst blev scenen overladt til gæsterne og de mange Herning-fans, der havde en fest med guldhatte, balloner, trommer og sang.
Den fest fortsatte formentlig hele natten og helt hjem til Jylland.