Sønderjyske var knivskarpe i Heatsave Arena

Rungsted Seier Capital-Sønderjyske 1-6 (0-0,0-3,1-3) 765 tilskuere

Rungsted er nu på sidstepladsen i Metal Ligaen efter endnu et nederlag. 

Og spillet blev ikke bedre denne fredag aften, hvor Sønderjyske på under fire minutter lukkede og slukkede for kampen i HeatSave Arena. 

Efter en ganske jævnbyrdig og ikke super-begivenhedsrig første periode, skulle vi frem til midt i anden periode, hvor Marcus Almquist sendte en forholdsvis uskyldig puck ind på Grubak.

Kort efter fik Sønderjyske leveret en perfekt spilvending, hvor canadierne Florchuk og Lukosevicius kom af sted med sidstnævnte som stensikker målscorer. 

Og da den halve time var rundet, kunne Johan Lundgren mase pucken ind bag Grubak.

Der var ikke meget offensivt over Rungsted, og defensivt kneb det også i tredje periode. Her blev Tobias Vilykke, der havde afløst Grubak, fuldstændig overladt til sig selv, da Marcus Almquist erobrede pucken på Rungsteds offensive blå linje og kom helt fri mod Rungsted-målmanden.

Almquist scorede sikkert, og dermed var kampen definitivt afgjort. Selv om Valdemar Ahlberg fik reduceret i powerplay, kom Rungsted ikke ind i kampen. 

Andreas Kløve - knægten er i topform - scorede to gange til slut og cementerede gæsternes storsejr på 6-1. 

Det betyder, at Sønderjyske igen har fundet håbet om Metal Final4, mens det nok er slut for Rungsted i den henseende. 

 


KAMPEN KORT: Vigtige point til både Herlev og Frederikshavn