Andreas Kløve sikrede gæsterne de tre point i Martinsen Arena

Herlev Eagles-Sønderjyske 2-3 (2-0,0-3,0-0) Det var to vidt forskellige Herlev-mandskaber, der viste sig frem i kampens første 40 minutter. Hjemmeholdet sluttede første periode med en føring på 2-0 efter to scoringer på blot 32 sekunder.

Først var Carl Skärström over en retur og bragte Herlev foran. Kort efter sendte Victor Cubars pucken i nettet via stolpen. Herlev havde dermed sat sig i en glimrende position, men i anden periode blev kampen fuldstændig forvandlet.

Magnus Carlsen satte SønderjyskE’s reducering flot ind. Alexander Hellnemo havde imidlertid frit udsyn til afslutningen og så ikke godt ud, da pucken passerede ham. Det samme gjorde sig gældende ved udligningen.

Raimonds Vitolins afsluttede flot til 2-2, men igen kunne Hellnemo se pucken hele vejen uden at få stoppet den.

SønderjyskE havde nu fået færten af en fuldstændig vending, og blot 73 sekunder efter udligningen slog gæsterne til igen. Trods sine blot 18 år tog Andreas Kløve ansvar og satte flot pucken i nettet til 3-2 i gæsternes favør. SønderjyskE leverede samlet set en flot udekamp.

Gæsterne gjorde ikke tingene sværere, end de var, men spillede enkelt og fornuftigt og udnyttede deres gode periode til at vende kampen. Herlev forsøgte at finde tilbage i opgøret i tredje periode, men endnu en gang stod Thomas Lillie fremragende i SønderjyskE-målet.

Med en redningsprocent på 93,5 holdt han hjemmeholdet fra en udligning og blev en afgørende skikkelse i gæsternes anden sejr på stribe.

Mens SønderjyskE har vendt udviklingen med to sejre i træk, befinder Herlev sig nu i en både spillemæssig og resultatmæssig krise.

Nederlaget var holdets tredje i træk og det andet hjemmenederlag på stribe. Herlev stod med alle muligheder efter første periode, men satte føringen over styr og måtte igen forlade egen is uden point.


UGENS HOLD: SEKS SPILLERE ER KLAR - Frederikshavn dominerer