Esbjerg Energy-Rødovre Mighty Bulls 3-1
Esbjerg havde fået endnu en importspiller tilbage i form af Zach Pochiro, der strøg direkte ind i førstekæden, hvor han spillede sammen med Matt Pistilli og Brett Welycka.
Esbjerg måtte dog lide den tort, at se Zach Pochiro udgå igen efter første periode. Tilsyneladende røg han uheldigt ned i banden. Valdemar Ahlberg erstattede amerikaneren i den vestjyske førstefemmer.
Et lidt kuriøst indslag til underholdningen indtraf efter 7 minutters spil, da værternes Christian Wejse fik sat en tackling på en Rødovre-spiller, der var så solid, at Rødovre-spilleren røg en tur ud over banden mellem de to spillerbokse. Ikke hver dag man ser det.
Til aftenens opgør stillede Esbjerg uden Grayson Downing og Trevor Cheek, mens Rødovre måtte undvære Kim Johansson, Kasper Jensen og Marko Virtala.
JydskeVestkysten kalder pasningen til 1-0-målet en lille genialitet. Det var Matt Pistilli, der på fineste vis fandt Brett Welycka, der afsluttede sikkert bag William Rørth.
Samme Rørth havde fået tjansen mellem stængerne hos Rødovre, selv om Matt O’Connor var klarmeldt efter et par kampes fravær. Rødovre kunne ikke klandre den unge keeper for nederlaget.
HVIS Rødovre havde sikret sig tre point i aftes, havde Mighty Bulls faktisk haft chancen for en deltagelse i Metal Final4 med sejr i Herlev fredag. Nu kan Rødovre i stedet ”bare” glæde sig til et heftigt dobbeltslag mod rivalerne. Rødovre og Herlev mødes både fredag og lørdag.
Esbjerg var på et tidspunkt i aftes også pludselig – og helt uventet – inde i Metal Final4-billedet. Da både Herlev og SønderjyskE var bagud, mens Esbjerg førte, kunne vestjyderne faktisk med lidt held ende i Final4 med en sejr i Aalborg på fredag. Nu er vestjyderne dog også færdig i den yderste teori.
Der var 1172 tilskuere i Granly Hockey Arena, hvor stormen på lægterne har lagt sig lidt efter et par flotte tal tidligere på sæsonen. Mon ikke vestjyderne bliver mere og mere hockeysultne, hvis deres yndlinge begynder at vinde jævnligt igen?