Skyboks, administration og generelle forhold skal gøres bedre i Martinsen Arena

Herlev Eagles meddelte for nylig, at klubben har foretaget en kapitalforhøjelse - uden helt at meddele, hvad pengene i kapitalforhøjelsen skal bruges til.

I en artikel lanceret via Ritzau på bt.dk afslører bestyrelsesformand Nicolai Flindt, at pengene ikke mindst skal bruges til at forbedre forholdene i Martinsen Arena i folkemunde også kaldet "Ørneborgen".

Den er hyggelig, men der er heller ingen tvivl om, at en opgradering er velkommen - forhåbentlig uden at det går alt for meget ud over den fine stemning, der hersker i Herlev. 

- Vi har planer om at lave nogle loger, nogle skybokse, nogle forbedrede fanfaciliteter og helt simpelt bedre kontorfaciliteter. Vores administration er også i udvikling og har brug for mere plads, siger bestyrelsesformand Nicolai Flindt i artiklen. 

- Vi kan ikke få alt til at gå op i en højere enhed hele tiden, så vi var nødt til at gøre noget for at stabilisere vores fundament med kapitalforhøjelsen, tilføjer han.

Herlev spiller sin første DM-finale på hjemmebane siden 1984, når det går løs mod Herning søndag eftermiddag. Den seneste vandt Herlev med 5-4 over AaB. 


Speciel regel: Den ene bronzekamp kan godt ende uafgjort og uden overtid