Efter et helt liv i ishockeyen i Vojens takker Vojens- og SønderjyskE-legenden af og satser på familien og en civil karriere

Så er det slut med ishockeysporten for Kim Lykkeskov.

Efter denne sæson stopper den 37-årige sportschef og assistenttræner med ishockeysporten og siger dermed farvel til den livsstil, som han har ført et helt liv. Årsagen er helt enkel: Kim Lykkeskov vil have tid til familien og de to børn: Det nyeste skud på stammen kom i december og nu skal der omprioriteres.

- Det har nok været den hårdeste beslutning, jeg har skullet træffe, men jeg kan mærke, at tiden er inde. Ishockey har været en fast del af min hverdag i mere end 20 år, og jeg er lykkelig for de ting, jeg har oplevet i forbindelse med ishockey – både som spiller og sportschef.

- Nu er jeg dog kommet dertil i livet, at jeg godt vil prøve noget andet. Jeg er først og fremmest blevet familiefar, og jeg vil gerne komme tættere på et 8 til 16-job, og det harmonerer desværre ikke så godt med ishockeylivet, siger Kim Lykkeskov i en pressemeddelelse fra SønderjyskE.

Nu er det hustruen Mette og børnene Mathilde på tre år og Emil på tre måneder, der tæller. Jobmæssigt kaster Kim Lykkeskov sig ud i et projekt med sin storebror.

Det er naturligvis med stort vemod, at administrerende direktør Klaus B. Rasmussen siger farvel til det, man roligt kan kalde en nøglemedarbejder. 

- Her og nu er det vigtigt for Lykkeskov at slutte sæsonen godt af, og jeg ved, at han er hundrede procent dedikeret til opgaven. Han møder ind med ild i øjnene hver eneste dag, og jeg har den dybeste respekt for ham som person og kollega. Han har betydet ufatteligt meget for SønderjyskE igennem mange år, og han er et spejlbillede på de lyseblå værdier.

- Når sæsonen er gjort godt færdig, skylder vi Lykkeskov en kæmpe tak for alt det, han har udrettet i SønderjyskE Ishockey, og så ønsker vi ham held og lykke med karrieren uden for ishockeyverdenen, hvor han med sin personlighed og stærke kompetencer helt sikkert også vil gøre det fremragende, siger Klaus Rasmussen.

Som SønderjyskE-spiller vandt Kim Lykkeskov seks DM-titler og tre pokaltitler. Som sportschef har han vundet Continental Cup i 2020, hvor SønderjyskE vandt den europæiske klubturnering som det første danske hold nogensinde, og i januar i år blev han og holdet pokalmester efter sejren i Final4.

Simioni bliver manager i ny SønderjyskE-struktur George Sørensen: Vi havde styr over dem i første og tredje periode