Vi venter i spænding på, hvad Ronny Larsen finder af imports

Aalborg Pirates ser ud til at gå mod bedre tider.

Nordjyderne begynder sæsonen på et langt stærkere fundament end i sidste sæson, og har allerede nu en fornuftig danskerstamme, hvis de nuværende rød-hvide spillere finder et højere niveau end i fjor. Det var der mange, der ikke gjorde i sidste sæson. 

Lige bortset fra ugerne omkring ankomsten af Jake Smith, Chase Berger og Anthony Salinitri var der ikke meget begejstring at hente i Sparekassen Danmark Arena i sidste sæson og slutspillet fes ud med en kvartfinaleserie og 1-4 mod Odense. 

Hvad så nu? Ronny Larsen havde ukarakteristisk mange fusere i ansættelsen af imports - måske beroede det også på økonomi - men for eksempel var de tre backer Brycen Martin, Max Coyle og Ty Farmer ikke noget at råbe hurra for. Tværtimod. 

Der er i hvert fald ET sted, hvor Aalborg kan forbedre sig, og det kommer også til at ske. 

På forwardsiden har Pirates allerede hentet Lucas Andersen, der tilslutter sig Grundtvig, Ladehoff, Jakobsen, Jeppe Jul og Sebastian Brinkman. Det ser heller ikke helt tosset ud som rutineret forward, krydret med unge folk og imports, der er stærkere end sidste sæson. Mon ikke Eric Engstrand vender tilbage, men spørgsmålet er, hvad der sker med Kirill Kabanov, der var skadet i en stor del af sidste sæson.

Og til sidst: Yderst spændende, hvad der sker på målmandsposten: Er Kristers Steinbergs købt ind som førstemålmand, til en duo eller til en "deler". Alt kan i princippet lade sig gøre. 

Aalborg bliver stærkere og har endda Heinz Ehlers i boksen til at hjælpe den unge cheftræner Daniel Johansson.

Pirates kommer til at høre til blandt favoritterne i den kommende sæson. 


METAL LIGAEN BEGYNDER 28. august - her er kampene i første runde Toårig forlængelse: Odense og Schleicher fortsætter samarbejdet