Aalborg Pirates-Herlev Eagles 4-2 (0-0,2-0,2-2)
Aalborg er foran 1-0 i semifinaleserien mod Herlev Eagles, og det var fuldt fortjent, at nordjyderne i aften vandt det første opgør.
Men vi skulle helt frem til "tomt mål" i de sidste minutter, før Julian Jakobsen definitivt kunne lukke kampen med sit 4-2-mål.
Jakobsen var også involveret i hele slutspillets mest kuriøse mål, da han satte pucken ind bag George Sørensen, da Herlev reducerede til 2-3.
Her tog Jakobsen faceoff og ville skovle skiven tilbage til medspiller. I stedet fik Jakobsen skrabt pucken så effektivt tilbage, at den fløj i en bue ind over Sørensen i Aalborg-målet.
Herlev havde reduceret med 11 minutter tilbage, men bortset fra et par minutters godt spil i Aalborg-zonen lykkedes det ikke for Herlev at få skabt spænding for alvor om udfaldet.
Hurtigt tilbage til første periode, hvor Lukas Horak var den store solist.
Aalborg vandt skudstatistikken 14-3, men kunne slet ikke få hul på en storspillende Horak, der fortsatte takterne fra kvartfinaleserien.
Derfor 0-0 efter første periode, men Herlev kunne ikke holde stand.
Jani Siekkinen tog kampens første udvisning, Aalborg fik sat flot op og nordjydernes måske bedste i slutspillet hidtil, Matt Salhany, skød på mål, Jeppe Jul Korsgaard styrede den ind.
Fem minutter senere leverede Lukas Horak en sjælden fejl, da han lod et harmløst forsøg fra Patrick Bjorkstrand passere. Aalborg var foran med 2-0 og fortsatte - på trods af, at Herlev kom lidt bedre med i kampen - med at dominere i anden periode.
Herlev fik en livline med en tidlig reducering i tredje periode, men den fik Victor Rollin Carlsson hurtigt kappet over med sin 3-1-scoring, og så kom altså det her mærkelige mål og skabte spænding for en stund, men ret beset burde Aalborg-sejren have været klarere i aften.
Herlev var der kun i momenter, Aalborg sad på det meste.
1-0 til Pirates i serien. Ørneborgen åbner til semifinale på fredag. Det bliver hedt.