Kampstart 20:15 i Sparekassen Danmark Isarena

Efter en næsten "chokerende" start på semifinalerne og hele 15 scoringer i kampen mellem Herning og Esbjerg, gælder det nu slaget mellem Aalborg og Herlev. 

Bedst af syv-serien som har været spillet de seneste to sæsoner. 4-0 til Aalborg både sidste sæson og hvis vi spoler tilbage til 2020/21, så nordjyderne ved, hvordan Herlev skal tackles.

Men hos Aalborg ved man også, at det er et langt stærkere Herlev-hold, der møder op i forhold til for eksempel sidste sæsons kvartfinale, hvor ørnene var svækket af et hav af skader.

Sådan er det ikke helt i denne sæson, hvor Herlev nok har få backer, men stort set hele "topangrebet" er intakt. 

Vi kan dog roligt sætte Aalborg ind i en "naturlig favoritrolle" som grundspilsvinder og overlever af en hård serie mod Rungsted. Sportschef Ronny Larsen vurderer kampen på klubbens hjemmeside. 

- Herlev kan godt spille fysisk, men nu er vi forberedt på det, siger sportschef Ronny Larsen. Det bliver selvfølgelig en hård serie. Herlev spiller godt ishockey, o de har et godt powerplay, men de er ikke så brede som Rungsted. Selvfølgelig starter man på en frisk, og hver kamp har sit ejet liv, men vi lærer altid noget undervejs, siger Ronny Larsen.

Der skal naturligvis nok ske noget specielt i serien mellem Aalborg og Herlev, men næppe en åbning som det var tilfældet i Aalborgs kvartfinale mod Rungsted, hvor nordjyderne var bagud 0-3 efter syv minutter. Så vild en drømmestart kan Herlev næppe give sig selv. 

Men taler vi åbningen af kampen, så er det uhyre vigtigt for Herlev at komme godt ind i kampen og finde fodfæste i Aalborg, hvor Eagles har tabt de seneste syv kampe og historisk set har det vanskeligt. 

- Vi har set meget video på Aalborgs kampe mod Rungsted, og der har vi set, at de havde problemer med et Rungsted-hold, der mødte dem med meget fysik. Det skal vi forsøge at udnytte. Spiller vi som mod Odense, tror jeg, at vi har gode chancer. Vi var gode til at udnytte vores muligheder, og så havde vi en stærk målmand, siger Mikkel Bertelsen, Herlev-forward og frederikshavner. til Nordjyske.dk. 

Herlev kom til Aalborg allerede tirsdag og har dermed optimale forhold frem til kampstart i aften. 

Hold øje med: Hvem træder frem hos Aalborg? Er Patrick Bjorkstrand kommet i gang efter den forløsende scoring mod Rungsted? Er det Asperup-tid for Herlev igen? Kan Aalborg styre Herlevs førstekæde?

Det forventer vi: Begge hold er interesseret i en stille og rolig åbning på serien. Aalborg vil for alt i verden undgå "en Rungsted" fra første kvartfinale, mens Herlev formentlig også har et ønske om at holde hjemmeholdet nede i de første 10-15 minutter. Så skulle vi gætte på en rolig første periode og med Aalborg som favorit til at sætte sig igennem og vinde kamp et?

Statistikken: Aalborg har Julian Jakobsen som etter på den interne topscorerliste med otte point, mens Matthias Asperup står med 10 point for Herlev og deler førstepladsen på playoff-topscorerlisten med Morten Poulsen. 

Historikken: Aalborg har historikken på sin side. I de seneste sæsoner er Herlev blevet kørt over af piraterne. De seneste to sæsoner har de to hold mødt hinanden i kvartfinalen, og begge gange er det endt med 4-0 i kampe til Aalborg.

Kigger man videre på de indbyrdes kampe, så tegner der sig et lige så klart billede. Herlev har kun vundet en kamp ud af de seneste tretten opgør; 2-1 efter straffeslag. De tolv andre kampe har Aalborg vundet suverænt med en samlet målscore på 60-21. 

Skader/karantæner: Herlev var i kvartfinaleserien uden Daniel Baastrup Andersen, Mikkel Skjellerup, Magnus Lykke og Peter Lauritzen. Desuden røg Philip Alftberg også ud i løbet af serien mod Odense. Aalborg spillede serien mod Rungsted stort set uden skader og kommer vel også med syv backer og 13 angribere fra "frit valg på alle hylder" i aften. 

 


Kuriøst mål og fortjent Aalborg-sejr i første semifinale UGENS HOLD: SEKS SPILLERE NÅEDE A-kæden i sidste uge