Herning-spillerne kender alle deres roller på holdet, og det er stærkt medvirkende til den nuværende midtjyske succes, siger topscorer Lassen, der i går scorede fire gange

Selv om Herning Blue Fox fik en rigtig dårlig indledning på Metal Ligaen, har der på intet tidspunkt hersket panik i og omkring truppen. Det understreger Metal Ligaens nuværende bomber nummer et, Lasse Lassen, der i går scorede fire gange mod Odense. 

- Vi har hele tiden troet på konceptet, uanset resultatet, og det er stærkt medvirkende til, at det går så godt lige nu. Vi spiller god, klog ishockey, og det er virkelig holdet som helhed, der leverer. Jeg ved godt, at fokus lige nu på Brace og mig, fordi vi laver mange point, men alle spillere kender deres roller, og vi har nogle unge spillere, der er sindssygt sultne, hver eneste gang, de får chancen, siger Lasse Lassen. 

Netop samarbejdet med Lassen, Cam Brace og den store finne Jonne Virtanen synes at være det bedste overhovedet lige nu i Metal Ligaen. 

- Der er god dynamik i vores kæde. Jonne skaber masser af plads og holder godt på pucken. (Cam) Brace er bare en fantastisk dygtig, ung spiller, der er supersulten i forhold til at skabe en karriere i Europa. Han har kæmpe fart i jernene og har et godt skud. Han skulle lige bruge et par måneder på at finde sig til rette i Europa, men hold op, hvor er han stærk. Og samtidig er han en fantastisk god fyr udenfor banen, understreger Lasse Lassen.

Herning-angriberen skynder sig at nævne, at det faktisk er tilfældet med alle spillerne i omklædningsrummet, som ifølge Lassen fungerer utrolig godt i Herning i denne sæson. 

- Der er god kemi hele vejen rundt, og scorer vi ikke point og mål, er der andre, der træder til. Som i søndags, da Markus (Jensen), (Mark) MacMillan og Morten (Poulsen) hældte point ind. Samtidig har vi også både tredje- og fjerdekæder, der kan levere varen, hvis det behøves. Vi behøver ikke kigge mod en enkelt kæde, siger Lasse Lassen til Metalligaen.dk. 

Han medgiver gerne, at de to forstærkninger, Virtanen og Reid McNeill har givet det sidste i forhold til balance og tyngde på Herning-mandskabet. 

- Virtanen er en dejlig type, der giver masser af energi til os andre i omklædningsrummet og fylder meget på isen. McNeil er i særklasse, det mærker vi hver dag til træning. Det er godt, man ikke er modstander til ham, siger Lasse Lassen. 

Hvordan skal I tackle resten af sæsonen? Med den nuværende form er I oppe blandt favoritterne til mesterskabet.

- Her får du lige klichéen: Vi tager en kamp ad gangen, griner Lasse Lassen.

- Nej, spøg til side. Vi taler rigtig meget om processen: At komme til træning hver dag og blive bedre og lægge på. Det har vi forsøgt lige siden sæsonstart. Og nu må vi ikke blive magelige og selvtilfredse, bare fordi det går godt. Sæsonen er stadig lang, og der er masser af ting, vi kan forbedre. Den opgave skal vi gå fokuseret og målrettet ind til. Så skal resultaterne nok komme, siger Herning-angriberen. 

 


VIDEO: Pasanen præsenterer Frederikshavns nye håb Søren Nielsen takkede Galansky for derbysejren