Defensiven fungerede perfekt, mente sønderjydernes sportschef

- Vi spillede fremragende. Det var helt vildt, som spillerne kastede sig ned i skuddene. Det er lige præcis sådan, vi vil optræde.

SønderjyskE-sportschef Kim Lykkeskov var begejstret efter 2-0-sejren over Esbjerg fredag aften, hvor han talte med Der Nordschleswiger.

Sønderjyderne havde ønsket sig flere hjemmesejre inden kampen, og den standard fik de lyseblå altså sat – foreløbig – med sejren over rivalerne fra Esbjerg.

- Vores forsvar stod storartet, og sker det, rækker det indimellem med to scoringer. Mod Rungsted scorede vi fire gange og fik kun et enkelt point. I dag (fredag) var det tre point. Ligaen er vanvittig tæt i den her sæson, og der er ingen lette modstandere, konstaterede Lykkeskov.

Han kaldte holdet for aftenens spiller og fremhævede – også overfor Der Nordschleswiger – målet til 2-0.

- Det var et godt skud af Mike Little. Ingen tvivl. Man må også notere sig, hvordan Phil Lane ofrer sig foran målmanden og ”tager imod” indtil der endelig er plads til pucken. Det mener jeg er holdindsats, sagde Lykkeskov.

SønderjyskE skal en tur til Rødovre tirsdag aften til en kamp, der er mindst lige så vigtig som fredagens opgør mod Esbjerg.


Kampnoter: Rundt om Rungsted Seier Capital-Aalborg Pirates Kampnoter: Rundt om Herning Blue Fox-Herlev Eagles