En hurtig gennemgang af dagens tre matcher i Herlev, Herning og Esbjerg

Der er topopgør i Esbjerg i eftermiddag i den efterhånden ganske fortættede kamp om grundspillets førsteplads.

Kigger man på den nuværende tabel, synes det blot at være realistisk, at tre hold kommer med i kampen om at være bedst seedet til slutspillet. To af dem er altså Esbjerg og Rungsted, der også mødtes for nylig i Granly Hockey Arena.

Her vandt Rungsted 2-0 efter en hård, solid match, hvor powerplayspillet afgjorde mellem Metal Ligaens med afstand to bedste hold i overtal gennem sæsonen. Sådan kunne det også godt blive i eftermiddag. Begge hold kommer fra kamp fredag aften, så forudsætningerne er fuldstændig ens. 

Esbjerg-forward Felix Scheel skitserer, hvad Esbjerg skal have fat i en optakt i dagens JydskeVestkysten:

- Jeg føler egentlig, at vi spillede bedre end Rungsted, da vi mødte dem sidst: Vi havde de bedste chancer, men vi manglede lidt skarphed. De fik to mål i powerplay, og kan vi holde dem fra powerplay ved at undgå udvisninger, så mener jeg, at vi vinder den kamp, hvis vi bare er en smule skarpere, siger han til avisen. 

Om Scheels spådom holder stik, ved vi senest omkring klokken 18 i dag. 

Rungsted kommer fra en kamp mod Frederikshavn, hvor holdet havde masser af puckbesiddelse og i perioder kørte rundt med gæsterne. Men defensivt var det for ustabilt og i sidste ende blev det for hårdt at hente Frederikshavns 4-0-føring efter 40 minutter.

Vi drager lidt længere nordpå, hvor Herning er favorit mod bundholdet fra Odense. Ikke blot, når man ser på tabellen, men også når man ser tilbage på fredag aften. Her sprang et sultent Herning-hold nærmest ud af boksen og overfaldt SønderjyskE. 

Det resulterede i en sikker midtjysk sejr på 6-2 og dermed en perfekt start for midtjyderne efter den lange pause på grund af den Corona-hærgen, der har præget Hernings omklædningsrum siden før jul. 

Blue Fox-førstekæden med Bau, Dupont og Brace scorede fem af seks mål i Vojens og sendte dermed et signal til Odense om, hvem der skal passes på i eftermiddag.

Fynboerne fik nærmest en parallel start i forhold til Herning fredag aften - bare med omvendt fortegn. Odense var bagud 0-3, inden der var gået seks minutter, og det er naturligvis ikke noget godt udgangspunkt for resten af kampen.

Nok var det hæderligt, hvad Odense præsterede i dele af de resterende 54 minutter, men Bulldogs havde svært ved at hænge i, når Esbjerg skruede op for tempoet. I eftermiddag må det være taktikken at holde Herning nede i kampens første del, holde fokus på defensiven og på den måde arbejde sig ind i kampen. 

Eftermiddagens eneste kamp på Sjælland er i Herlev, hvor hjemmeholdet kommer med friske ben efter endnu en Corona-pause. Tidligere på sæsonen var Herlev selv ramt, mens det i den seneste uge har været udbrud hos modstanderne, der har givet Eagles en uforskyldt pause.

Det er et såret SønderjyskE-hold, der kommer på besøg i eftermiddag hos Eagles, for en håndfuld spillere - og lidt til - ude med skader, er simpelthen for meget for Mario Simionis tropper lige nu. Prapavessis, Rollin Carlsson, Eskildsen, Førster, Daniel Nielsen, Nicolaj Henriksen sad ude fredag aften, hvor også Boysen udgik. Stamspillere hos SønderjyskE, der heller ikke mentalt var til stede fra start og derfor endte det med at blive en rigtig dårlig aften for SønderjyskE fredag.

Det mentalt spinkle lyseblå hold skal passe på mod Herlev, der før jul afsluttede med en bundsolid kamp mod Rødovre. Med Jesper Thörnberg inde som ny målscorer, har Herlev nu fået ekstra punch i et angreb, der efterhånden begynder at se farligt ud. Det var Eagles' problem tidligere på sæsonen, men det er nu visket ud. 

Defensiven synes at stå fornuftigt, og i modsætning til tidligt på sæsonen, lukker Herlev ikke mange mål ind mere. Det er kampen om sjettepladsen i eftermiddag, og tager man alle forudsætning og lægger dem i en bøtte, synes Herlev at gå ind som favorit. 


STREAM: Esbjerg Energy-Rungsted Seier Capital NY MÅLMAND TIL FREDERIKSHAVN: White Hawks henter svensk talent