Vi har gang i et par vilde semifinaler og dramaerne fortsætter i dag.
Herning og SønderjyskE lægger for klokken 14:30 efter en kamp fredag aften, som begge hold formentlig stadig kan mærke i deres kroppe. For fredag aften så vi et slutspilsslag af de helt store, hvor tacklingerne virkelig sad hårdt og kontant i banderne - og der var mange af dem.
Det samme gjaldt de små, hidsige nærkampe og bataljer, som var konstante og lige fra start.
Mathias From kom i gang og scorede to mål, og han bliver med sikkerhed en af de vigtige spillere i eftermiddag. Og det er stadig uvist, om en anden Mathias - Bau - bliver trukket op af hatten til et comeback.
Hos sønderjyderne var Gabriel Desjardins ude fredag aften, og den canadiske fighter kan selvfølgelig også være tilbage i aften. Ingen ved noget her i slutspilsdanmark.
Herning var bedst og skarpest i powerplayspillet, hvor midtjyderne igen viste skræmmende effektivitet. SønderjyskE's overtal haltede mere, og det er helt sikkert noget, sønderjyderne har arbejdet på i den korte tid mellem fredag og søndag.
Følg med på Metalligaen.tv, hvor Søren Kaster guider dig igennem matchen.
Den hedder 15:00 i Sparekassen Danmark Isarena, hvor det bliver nøjagtig lige så spændende mellem Aalborg og Esbjerg. Jesper Larsen er på plads i det nordjyske.
Aalborg skød og skød på en storspillende Seldrup fredag aften, og Aalborg vandt, kunne der ikke indvendes noget imod. Ganske spændende, om Aalborg-dominansen fortsætter i dag.
Det var Jeppe Jul Korsgaard, der scorede det afgørende mål, og han tog dermed revanche for det pucktab, der kostede dyrt i den første semifinalekamp i Aalborg.
Mon ikke der er 5000 mennesker, inklusive en god flok fra Esbjerg, på plads i dag?
For Esbjergs vedkommende gælder det om ikke at blive låst fast i egen zone mod et Aalborg-hold, der kommer til at angribe fra første sekund. Energy-spillerne gjorde det tirsdag aften, hvor man faktisk havde ganske godt fat i Pirates-offensiven i lange perioder af kampen.
Så recepten for Esbjerg er at turde angribe, når muligheden byder sig. Vestjyderne har ganske enkelt ikke kræfter til at modstå et tungt pres over 60 minutter.