Der er matcher i Esbjerg, Odense og Herning i eftermiddag - her en hurtig gennemgang af søndagens hovedpunkter

Der er fuld skrue på Metal Ligaen for øjeblikket, og det betyder næsten fuldt program hver tirsdag, fredag og søndag for øjeblikket.

I eftermiddag er der matcher i Odense, Herning og Esbjerg, og lad os begynde søndagens lynoptakt i Esbjerg, hvor Rødovre kommer på besøg. Rødovre har spillet godt på det seneste og har på den måde lagt afstand til Odense i bunden af tabellen.

Blandt andet via sidste søndags sejr hjemme over Esbjerg efter straffeslag. Og fredag aften fik Rødovre tiltrængt forstærkning i det skadesplagede forsvar med franske Antonin Manavian, der agerede plankeværk i sejren over Odense.

Optimismen er stor i Rødovre, men Mighty Bulls skal altså op mod et Esbjerg-hold fuld af optimisme efter 5-1-'eren over Aalborg fredag aften. Angriberen Felix Scheel bobler af revanchelyst. 

- Når vi kan tage til Aalborg vinde stort og spille en super god kamp, kan og skal vi også kunne slå Rødovre på hjemmebane. Det handler om ydmyghed og ikke så meget andet, for vi ved jo, at vi kan spille en god gang ishockey, og det skal vi vise hver gang. Thor (Dresler, red.) skal ikke tage fusen på os igen. Det ved vi, at han gerne vil, men det skal være løgn, siger Scheel. 

Spændende kamp mellem de gamle venner fra Esbjerg altså.

I Odense kradser krisen. De seneste syv kampe er tabt med samlet 8-45 i målscore, og fynboerne har tabt 10 af de seneste 11 kampe. Hårrejsende formkurve for Bulldogs, der til tider har lignet et hold i opløsning. Dog ikke tirsdag aften mod Rungsted, hvor fynboerne sled sig til mulighed for point i slutfasen uden dog at have det nødvendige held.

Det havde Bulldogs i den seneste match mod Frederikshavn, hvor det blev til en sejr på 3-1 over nordjyderne, og det kan Odense måske hænge hatten på i eftermiddag. Men White Hawks kommer også ind med optimisme, men dog muligvis uden flere profilerede angribere. Uden Folkes, Shugg og Bumagin lykkedes det dog for nylig at baske SønderjyskE 6-1 og Frederikshavn står med otte point i de seneste tre kampe.

White Hawks er derfor uden tvivl favorit i eftermiddag.

Herning og Rungsted mødes igen-igen for fjerde gang på kort tid. Da de to hold senest spillede tre gange på en uge, lykkedes det for Herning at vinde to af matcherne over topholdet, mens Rungsted tog en overbevisende 5-1'er i den tredje match. Det ligner så absolut et tæt opgør i eftermiddag, hvor begge hold kommer med friske sejre fra fredag aften i tætte kampe.

Rungsted har fået fem point ud af to kampe mod Odense og Herlev, hvor spillet med Rungsted-aktørernes egne ord ikke rigtig har rullet helt perfekt, mens Herning efter et par dårlige kampe rejste sig med 4-3 over SønderjyskE fredag aften. 

- Det var en fin kamp , hvor vi på trods af at være bagud to gange ikke mistede troen, men bare blev ved med at køre på. Det endte så heldigvis med en sejr. Nu skal vi bygge på herfra og vinde nogle flere kampe, sagde Hernings unge angriber Lukas Bang til Herning Folkeblad efter kampen. 

Det ligner et kompakt og fysisk Herning-hold mod et "spillende" Rungsted-mandskab. Det skal nok blive seværdigt i Kvik Hockey Arena denne eftermiddag.

Faceoff i alle tre haller er klokken 15. 


Herning sejrede 4-2 efter en intens forestilling på heden Rasmus T. Andersson: Vigtigt med to point, respekt for Herlev