Herning-målmandens flotte sejrsrække blev belønnet fredag aften

Der skete en masse fredag aften på Kvik Hockey Arena.

Lodtrækningen til Metal Final4 faldt på plads mellem første og anden periode og allerede før kampen blev hjemmeholdets målmand Mac Carruth hædret med titlen som TISSOT MÅNEDENS SPILLER. 

Det kunne næsten ikke være anderledes, for efter nederlaget mod Esbjerg tidligt på måneden, hentede Mac Carruth syv sejre på stribe og leverede en helt forrygende "nul-streak". 

Carruth holdt nullet i 4-0-sejren over Rungsted, to gange 2-0-sejre over Frederikshavn og til sidst en kongepræstation, da Aalborg blev "holdt ude" - også med 2-0.

Efter en pause mod Herlev måtte Mac Carruth altså lade sig passere i kampen mod Odense. Der var spillet 16:01 minutter og dermed sluttede amerikaneren sit nul på 261 minutter og 16 sekunder. 

Han var 17 minutter fra at snuppe Lubos Pisars Herning-rekord fra 2010/11-sæsonen, mens der var noget til Alfie Michaud vilde rekord - i øvrigt også med en enkelt kamppause - på 360 minutter fra 2009/10-sæsonen. 

Derfor var der ingen tvivl om, at han fremstod som Metal Ligaens største profil i oktober måned. Mac Carruth fik et TISSOT ur overrakt af Blue Fox-direktør Torben Skovsgaard inden kampen og blev naturligvis hyldet behørigt af tilskuerne på Kvik Hockey Arena. 


HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Rungsted-Herning Hernings sejrsrække fortsætter - nu 10 i træk