Den tidligere Rødovre-forward fik kun et kort ophold i Kasakhstan og vender tilbage til Metal Ligaen
SønderjyskE Ishockey forstærker sig yderligere til den kommende sæson, og har hyret den tidligere Rødovre-angriber Mads Eller ind som forstærkning.
Det skriver klubben i en pressemeddelelse, hvor det også afsløres, at sønderjyderne og Eller var tæt på hinanden, inden Mads Eller rejste til Kasakhstan på et eventyr, der var kortvarigt. Det har vi i øvrigt mere om i et længere interview i morgen her på Metalligaen.dk
I første omgang bliver Mads Eller præsenteret således af SønderjyskE.
SønderjyskE Ishockey kan sikre sig den 25-årige forward, som allerede var på sportschef Kim Lykkeskovs blok, inden Eller valgte at forfølge drømmen om et nyt udenlandseventyr.
- Jeg talte med ham i sommer, hvor vi også var forholdsvis tæt på en aftale, men det gik i vasken, da han gerne ville prøve sig af i udlandet. Siden har vi holdt kontakten, og nu er situationen, som den er, og det giver os muligheden for at tilknytte ham til holdet, og vi glæder os meget til at arbejde med ham. Han kommer med en enorm sult, og han vil gerne have startet ordentligt op igen, efter det ophold han har haft, siger Kim Lykkeskov.
- Han bringer en masse fart og fysik, og han er en god allround-spiller, der også kan bruges i overtal og undertal. Hvor han skal bruges, er ikke til at sige nu, men han giver os en ekstra dimension breddemæssigt og rutinemæssigt, som det ser ud på holdet lige nu.
- Han bringer en passion for spillet, og det er noget, vi godt kan lide at se i Vojens. Han er garant for det hårde arbejde, og han er ikke bange for at være derinde, hvor det gør ondt, siger Kim Lykkeskov.
Mads Eller ankommer tirsdag til Vojens og Frøs Arena.