Magnus Carlsen vender hjem til Rødovre efter en sæson i Herlev.

Den unge og frisk-spillede angriber Magnus Carlsen vender efter en sæson i Herlev hjem til barndomsklubben Rødovre. Det skriver Rødovres hjemmeside. 

– Det er her mit hjerte er, og det har altid være en drøm, siden jeg var lille, at spille for Rødovre Mighty Bulls. Jeg glæder mig rigtig meget til at trække en Rødovre-trøje over hovedet, og spille for de fantastiske fans. Det bliver en kæmpe ære.

Carlsen skiftede før den afsluttede sæson fra RSIK til Herlev Eagles og fik sin debut i Metal Ligaen. 38 grundspilskampe med fem point til følge samt fem kampe i slutspillet og play-in fik unge Carlsen, der også er tidligere U20-Danmarksmester med RSIK og også har fået kampe på U18-landsholdet.

– Det var en kæmpe oplevelse (at få Metal Liga-debut, red.), og det har udviklet mig ekstremt meget som spiller. Jeg skal ind og bidrage med noget vildskab og intensitet. Jeg er en fighter, som kæmper til det sidste, lyder det fra den unge wing, der kommer til at trække i trøje nummer 17.

Sportschef Jørgen Illemann om tilføjelsen af Magnus Carlsen:

– Det er rigtig glædeligt, at Magnus nu igen er hjemme, hvor han hører til. Vi var rigtig kede af, at han sidste år skiftede til Herlev, da vi gerne havde set ham i RMB-truppen allerede sidste år. Men nu er det ikke altid skidt at komme ud og se, hvordan græsset ser ud på den anden side, og der er ingen tvivl om, at han måske har haft godt af en kort afstikker til Herlev. Han har i hvert fald haft en forrygende udvikling det sidste år og den udvikling håber vi selvfølgelig, at han sammen med Riku kan fortsætte, siger han.


U20-landsholdsprofil til Esbjerg VIDEO: Sommerinterview med Anders Førster