Herning Blue Fox må spille den resterende del af sæsonen uden forwarden Magnus Carlsen.
Det skriver Sportherning.dk, der har talt med sportsdirektøren hos Blue Fox, Peter Regin, der måtte så Magnus Carlsen blive kørt direkte på hospitalet efter kampen i Herlev søndag eftermiddag.
- Magnus blev hentet af en ambulance og blev kørt på sygehuset, hvor det blev konstateret, at der er et brud på det ene ben. Han er indlagt og afventer en operation senere på ugen. Derfor er sæsonen naturligvis også slut for ham, siger Peter Regin til Sportherning.dk.
Magnus Carlsen har gennem slutspillet afløst en anden skadet spiller, Oliver Kiljunen, i Hernings andenkæde, og blev i går selv afløst af Joachim Linnet, der gjorde det glimrende i fraværet af Carlsen.
Dermed blev der plads til unge Lasse Bærentsen i Hernings fjerdekæde, og det bliver formentlig også den opstilling, der kommer til at gælde til den tredje finale i morgen.
Magnus Carlsen har spillet en stor rolle hos Herning i slutspillet og har arbejdet hårdt i alle spillets facetter. Han har lavet 19 mål og 11 assister i sine 56 kampe i alt i grundspillet og slutspillet.