Rødovre Mighty Bulls byder en gammel kending velkommen hjem igen. Magnus Sundquist er ny cheftræner for Tyrene og starter fra i dag.
Det skriver Rødovre på sin hjemmeside.
Sundquist spillede i sin aktive karriere i Rødovre og stod også i spidsen for Mighty Bulls fra 2008 til 2011 som cheftræner. Siden har været fire år som cheftræner i den bedste norske række, fire sæsoner i Allsvenskan og to år i den bedste svenske række SHL.
Aftalen med Magnus Sundquist er gældende for de kommende 2,5 år med option på yderligere 1 år. Det har været vigtigt for begge parter at indgå i et længere samarbejde, så der kan arbejdes på at løfte klubben på den længere bane.
- Vi er meget stolte over at kunne få Magnus tilbage til Rødovre med det CV, som han vender tilbage med. Samtidig var vi også tilsmilet af ”heldet” med, at Magnus netop blev ledig lige nu, i den situation vi var i, hvor vi følte os nødsaget til at skifte ud på cheftrænerposten. Heldet var også med os, forstået på den måde, at Magnus ønskede at være tæt på hans kæreste og hans børn i henholdsvis Tingsryd og Rødovre, udtaler sportschef Jørgen Illemann og fortsætter:
- Jeg ved, at Magnus havde tilbud fra højere ligaer i Europa, men på adresser, som var væsentligt længere væk og krævede væsentlig længere rejsetid for ham og hans familie, end tilfældet er her i Rødovre. På den måde var det jo en win-win situation for begge parter.
- Magnus kommer tilbage med en kæmpe erfaring og rutine i bagagen, som cheftræner i store ligaer. Det er noget af den erfaring og rutine, som vi håber, vi han hurtigt kan få overført til holdet, som så forhåbentlig vil sætte sit aftryk i bedre resultater, end de vi har set på det seneste.
- Det hele er gået ret hurtigt, da det jo først er for kort tid siden, at Magnus blev ledig på trænermarkedet. Men ret hurtigt efter vi havde holdt nogle møder i København, viste det sig, at det var noget som begge parter havde interesse i, og herefter landede aftalen ret hurtigt, slutter Illemann.
Det er en ære at komme ”hjem” til Rødovre og Rødovre Mighty Bulls igen
Magnus Sundquist ser frem til at vende tilbage til Rødovre og er klar til udfordringen med at løfte holdet:
- Jeg har selvfølgelig fulgt Mighty Bulls meget tæt, siden jeg flyttede herfra. Jeg har jo også mine to børn her i Rødovre, så det er blevet til mange ture frem og tilbage til Rødovre gennem de sidste mange år, selvom jeg har arbejdet i andre lande, fortæller han.
- Ved første samtale var Jørgen Illemann meget ærlig og åben omkring situationen, og hvad klubben ønskede af mig. Så da jeg fik spørgsmålet, om jeg kunne tænke mig at komme tilbage, var det egentlig en ret hurtigt og enkel beslutning for mig. Dels fordi jeg elsker Rødovre, dels fordi jobbet og kulturen i klubben er spændende, og så har jeg en stor tro på, at jeg kan flytte holdet til en højere placering med det spillermateriale og det potentiale, som jeg ser, der er i det hold vi har nu.
- Under mine snakke med Jørgen, kom det frem at han ville stoppe, med ansættelsen af mig. Det kunne og ville jeg på ingen måde accepterer, så ville jeg takke nej til jobbet. Med den erfaring, knowhow, og netværk, som Jørgen besidder efter så mange år i dansk ishockey, og med det enorme arbejde jeg ved, Jørgen lægger i klubben, vil jeg ikke være ham foruden. Så da Jørgen efter et par dage vendte tilbage og accepterede at fortsætte, lukkede vi sammen aftalen ret hurtigt, og jeg glæder mig til at arbejde sammen med ham, spillerne og resten af organisationen.
- Jeg glæder mig enormt meget til at komme i gang med at arbejde med holdet senere i dag. Med godt arbejde, en god plan, tålmodighed, en realistisk målsætning, og ikke mindst opbakning fra alle fronter med fans, sponsorer, frivillige, RSIK og alle andre i og omkring klubben, er jeg sikker på, at vi forhåbentlig kan bringe Rødovre tilbage i top-4 over de kommende år, men det kræver hårdt arbejde fra os alle, slutter Sundquist.
Første kamp med Magnus Sundquist i spidsen bliver på lørdag, hvor Rødovre Mighty Bulls i Rødovre Centrum Arena får besøg af Frederikshavn White Hawks.