Rødovre har tabt tre kampe og fået et enkelt point ud af de fire første kampe.
Mindre end træner Magnus Sundquist havde håbet på, men den svenske coach har ligeledes også haft en realistisk tilgang til sæsonen og styrken af Rødovre-mandskabet.
- Det var ikke den start vi havde håbet eller troet på, men jeg vidste godt, at det ville blive hårdt. Jeg har været med så længe, at jeg godt ved, at det tager tid at spille et ungt og urutineret hold sammen, siger Magnus Sundquist til sn.dk inden aftenens kamp mod Aalborg Pirates.
- Vi tabte på straffeslag til Frederikshavn og det sker i ishockey. Vi skal nok få vores sejre, og i de bedste perioder er vi på højde med alle ligaens hold, mens vi i de mindre gode perioder har vi et for lavt bundniveau.
- Det er ingen hemmelighed, at vi er tynde i bredden, og hvor de andre hold har fire kæder der bare kører på, må vi trække store veksler på bestemte spillere, der får meget istid. Det koster og det har vi også set i vores to udekampe, siger Magnus Sundquist, der kalder 1-7-nederlaget i Odense for "under al kritik."
Rødovre spiller i aften klokken 19 mod Aalborg Pirates.