Aalborg vandt 5-4 efter en stærkt underholdende match mod de hårdt kæmpende gæster fra Esbjerg

Aalborg Pirates - Esbjerg Energy 5-4 (1-1, 3-3, 0-0) 0-0, 1-0 Til aftenens kamp havde Aalborg inviteret de sæsonkortholdere, der havde beholdt deres sæsonkort gennem coronapausen på stegt flæsk og fri bar op til kampstart, så der allerede en god stemning blandt størstedelen af publikum inden kampstart.

Festen fortsatte helt frem til over klokken 23, for de to hold leverede bragende god underholdning, der endte i straffeslag, hvor Aalborg trak det længste strå med en 5-4-sejr.

Hos værterne var der ikke noget nyt på holdkortet op til kampen i forhold til onsdagens kamp i Rødovre, hvor Aalborg sejrede med 9-1, hvor de var uden Frederik Søgaard, Kirill Kabanov samt Emil Marcussen. Hos gæsterne var Thomas Lillie tilbage i målet, og Mikkel Rask var tilbage i defensiven, men offensivt var Kale Kerbashian ude igen i forhold til seneste kamp, hvor Esbjerg besejrede Herlev med 6-4 på hjemmebane.

Thomas Lillie i Esbjergmålet virkede usikker i starten, og det udnyttede Tobias Ladehoff til at bringe Aalborg foran efter bare et lille minut. Aalborg kom til flere gode muligheder, men Esbjerg slog næsten igen, da Felix Scheel skød på overliggeren og dommerne måtte tjekke efter om der var mål. Det var der tilsyneladende ikke.

Esbjerg fik udlignet med fire minutter igen af perioden, da Aalborgs kaptajn, Julian Jakobsen, tabte en faceoff i egen zone, og pucken endte ved Andreas Grundtvig, der kunne skøjte ind og sende pucken sikkert i nettet bag George Sørensen.

Seks mål i anden periode

En spillemæssig uskøn anden periode blev til god underholdning foran de to mål. Da tavlen var gået fra 20 til 40 minutter, var der scoret yderligere seks gange og stillingen var 4-4

Hele tre gange var Esbjerg foran i perioden, men hver gang kæmpede Pirates sig tilbage til en udligning. Craig Puffer scorede i fem mod tre, men halvandet minut gik der, så havde Aalborg udlignet til 2-2, da Ian Edmondson sendte en hård aflevering mod mål, hvor Patrick Bjorkstrand kunne styre pucken i nettet.

Søren Nielsen fik bragt Esbjerg foran med 2-3, da han opsnappede pucken mellem cirklerne og skøjtede ind og kunne let sende pucken mellem benene på George Sørensen, imens der var en afventende udvisning til Charlie Curti.

Men føringen varede kort, den tidligere Esbjerg spiller, Anders Koch skøjtede ind med pucken og sendte pucken ind til Stephen Anderson, der bare skulle sætte staven på pucken, så den gled ind i det tomme mål. 3-3

Det varede dog ikke længe, før Esbjerg igen var foran, da Søren Nielsen sendte et skud ind på George Sørensen, som han så ud til at have kontrol over, men den sneg sig ind i nettet til ny føring på 3-4. Men igen kom Aalborg tilbage, da Aalborg kom i powerplay, hvor Mikkel Højbjerg sendte pucken ind til ny udligning.

4-4 efter en hæsblæsende anden periode.

Aalborg kom ud og tog kontrol over 3. periode, hvor det var sjældent, at Esbjerg kom frem til de store chancer. Aalborg pressede på, men pucken ville ikke over stregen. Tobias Ladehoff havde et par muligheder, hvor han en enkelt gang kom alene mod Thomas Lillie, men kunne ikke sende udplacere gæsternes efterhånden velspillende målmand. Overtid og 4-4 efter 60 minutter.

I overtiden kom Aalborg i overtal, men det lykkedes ikke at få sat spillet ordentligt op, hvor pucken bare blev spillet rundt uden, at man skød på mål. Da Esbjerg igen blev fuldtallige havde Esbjerg et par gode muligheder, men George Sørensen var klar, da Søren Nielsen var fri med kort tid.

Vi måtte ud i straffeslag, hvor. Stephen Anderson scorede for Aalborg, da han listede pucken mellem benene på Lillie til 1-0 i anden runde. Craig Puffer skulle derfor score, hvis Esbjerg skulle holde sig inde i konkurrencen, men George Sørensen tog revanche efter en halvskidt indsats i målet.

Dermed blev det til to point til Pirates, der udbyggede forspringet til fire point i toppen af Metal Ligaen, mens Esbjerg bibeholdt deres fjerdeplads med det ene point.


OPTAKT: Frederikshavn White Hawks-Rødovre Mighty Bulls Herning udspillede Sønderjyske i 7-0-sejr