Odenses Martin Larsen er kendt som en ægte fighter, og har altid været en spiller, der er gået forrest i defensiv zone. Han har de seneste sæsoner fået pillet hektikken ud af sit spil, hvilket har resulteret i færre udvisningsminutter end tidligere.
Men Martin Larsen fortsætter med at slide for at stoppe modstanderen, hvilket tabellen over blokerede skud beviser.
I den første del af sæsonen har Martin Larsen nemlig blokeret hele 35 skud, som sender ham til tops i den pågældende tabel foran Hernings Patrick Madsen, der står med 32 blokerede skud.
Derefter følger Rungsteds Simon Fredriksson (31), mens Igor Merezhko (Odense) og Tim Daly (Rungsted) har "taget sig af" 30 skud hver i defensiv zone.
Altså en top fem, der ligesom plus/minus-listen også har Odense-spillere siddende forrest i køen. Fynboerne har (foreløbig) gang i en god gang sæson.