Nøglespilleren ude for Rødovre Mighty Bulls efter operation

I går viste Matthias Asperup et billede af sig selv i sygehussengen på sin Instagram-profil med teksten "kommer stærkt tilbage". 

Asperup har været gennem en operation - formentlig i det knæ, han har døjet en del med de seneste sæsoner - og er nu ude på ubestemt tid. 

Det bekræfter Rødovres assisterende træner Morten Andreasen i en besked til Metalligaen.dk.

- Det er helt rigtigt, at Matthias har fået foretaget en operation og er ude i længere tid. Vi ved desværre ikke, hvornår han er tilbage, da det afhænger af genoptræningen og andre faktorer, lyder det fra Andreasen.

Matthias Asperup har gennem mange sæsoner været en af Metal Ligaens topangribere og har været i stand til at splitte ethvert forsvar ad, når han har været i topform.

I indeværende sæson har Asperup spillet 19 kampe og leveret 12 point for Rødovre Mighty Bulls. Hans bedste sæson var i 2017/18, hvor han lavede 46 point i 47 grundspilskampe - også for Rødovre. 

Sæsonen forinden var han med på Gentoftes sølvhold - lånt ud fra Rødovre, hvor han var på kontrakt. 

 


Kristian Jensen vil videre: Anker ikke fængelsdom VIDEO: Kristian Jensen beklager - og glæder sig til at spille ishockey igen