Odense, Vojens og Frederikshavn lægger is til premieren

Så er det snart Metal Liga igen! 

Sådan næsten da. 

For midt i, at den ene transfer og/eller kontraktunderskrivelse efter den anden dumper ind på klubbernes hjemmesider, er der såmænd også et foreløbigt program klar til næste sæsons Metal Liga.

Programmet findes lige her: 

Den turnering begynder 2. september - det er en fredag aften - hvor tre kampe skal spilles.

I Frederikshavn kommer Herlev Eagles på besøg, mens SønderjyskE og Esbjerg tørner sammen i Frøs Arena i et ægte lokalbrag. Endelig får Odense Bulldogs besøg af Herning Blue Fox. 

En stor ændring i forhold til sidste sæson er, at der i denne sæson bliver langt flere fredagskampe og dermed bliver der lidt færre kampe spredt ud over ugen. Det er klubbernes eget ønske at centrere flere kampe på de attraktive fredage aftener, som også tilskuerne holder af.

Kampene i hverdagene spilles så vidt muligt klokken 19 og 20, mens weekendkampe har følgende tidspunkter 13.30, 15.00/30, 17.00/30 og 19.00. 

Aalborg Pirates har første hjemmekamp 6. september mod Odense Bulldogs.

Rødovre Mighty Bulls spiller hjemme mod SønderjyskE 7. september.

Esbjerg-fansene kan glæde sig til kamp mod Herlev, der spilles 9. september.

Samme aften spiller Rungsted mod Herning, og her får sølvvinderne altså første hjemmekamp. 

11. september har Herlev første hjemmekamp mod Rungsted, mens Herning er det sidste hold, der kommer i kamp på hjemmebane. 

16. september kan midtjydernes publikum endelig tage imod deres yndlinge, når det gælder en hjemmekamp mod Rødovre. 

Samtlige kampe fra grundspillet transmitteres på TV2 PLAY. 

Vær opmærksom på at der kan ske justeringer i programmet på grund af CHL eller Continental Cup. Almindelige små justeringer kan også forekomme. 


Jonas Jakobsen skifter fra Aalborg til White Hawks Ung forward forlænger i SønderjyskE Ishockey