Foretagsomme ishockeyspillere startede virksomhed op midt under krisen

Over hele Danmark skinner solen for øjeblikket, og det har fået danskerne til at gå i haven. Men med de kommunale genbrugspladser lukket ned, har der været problemer. Folk kan ikke komme af med deres haveaffald, og derfor har frustrationen været stor blandt haveejerne.

Historier om dumpet haveaffald hid og did er dukket op i medierne, og der har været stor debat om lukkede genbrugspladser og talrige sure Facebook-opslag om samme emne. På den baggrund fik Odense Bulldogs-spilleren Lukas Lundvald og den tidligere Metal Liga-spiller i flere klubber, Mikkel Ankjær Nielsen, en idé.

De ville hjælpe folk af med haveaffaldet og startede derfor lynhurtigt virksomheden nemskrald.dk. Kort og godt går det ud på, at de to friske fynboer kan bestilles til at fjerne haveaffald. Som registreret erhvervsvirksomhed må man nemlig gerne frekventere de kommunale genbrugspladser, og på den måde har Lundvald og Ankjær altså både sat nye samfundshjul i gang og hjulpet haveejere i affaldsnød rundt omkring i Odense.

En hurtig sagsbehandling har betydet, at de to kammerater har kunnet sætte virksomheden i gang i en fart.

Tidligere i dag fortalte TV2 Fyn historien.

- Det hele kører reelt og efter reglerne, så det er ikke noget med, at vi bare kører rundt og samler 200-kronesedler ind. Nu prøver vi at starte op, og så må vi se, om det er en idé, vi kan fortsætte med, når genbrugspladserne på et eller andet tidspunkt åbner op igen, siger Lukas Lundvald Nielsen til Metalligaen.dk. 


BAUER sadler om - er gået fra ishockeyudstyr til værnemidler McNeill og Herning Blue Fox: Tyder det på et fortsat ægteskab?