Mikkel Højbjerg har været vidt omkring i karrieren, men i de senest sæsoner har tvillingen, der er født i Frederikshavn, været fast inventar i Aalborg Pirates-trøjen, hvor han som oftest har huseret med bror Martin og Julian Jakobsen.
Sådan var det også i aften i sæsonpremieren, hvor Mikkel Højbjerg scorede sit mål nummer 73 i Metal Ligaens grundspil gennem tiderne.
Det her var ganske specielt, for det var nemlig sæsonens første scoring i denne 2020/21-udgave af Metal Ligaen.
Mikkel Højberg scorede til 1-0 for Aalborg i kampen mod Odense, da der var spillet 3:17 af kampen i Bentax Isarena.
Aalborg på det tidspunkt lagt et godt pres på Odense, og Nicolaj Carstensen sendte pucken på tværs til Mikkel Højbjerg, der kunne sende pucken ind ved stolpen.
Dermed afløste han Mads Eller (2019/20) og Dale Mitchell (2018/19), der i de seneste to sæsoner har scoret sæsonens første mål.