29-årige Mitch Callahan lander i Rødovre i den kommende uge og forstærker Mighty Bulls.
Det skriver Rødovre-klubben på sin hjemmeside, hvor man fortæller, at Callahan kommer ind som direkte erstatning for Matthias Asperup.
Han kommer til Rødovre med et flot CV med 5 NHL-kampe (for Detroit Red Wings), 540 AHL-kampe og den seneste sæson i Tysklands stærkeste liga DEL.
- Han er en forward, der kan spille både center og wing. Han har primært spillet i den stærke AHL liga i Nordamerika, hvilket i sig selv er et kvalitetsstempel. Derudover har vi set meget video på ham, hvor det tydeligt ses, at Mitch er utroligt hårdtarbejdende, gør alle de små ting rigtige og særligt i spillet omkring mål, har han store kvaliteter, siger træner Thor Dresler.
- Vi har også talt med flere af hans tidligere kollegaer - medspillere og trænere -, som alle siger, at Mitch har en stor passion, professionalisme og er en kanon fyr i forhold til sammenholdet i omklædningsrummet. Udover Mitchs evner på banen, er vi sikre på, at han også kan være med til at guide og hjælpe mange af vores unge spillere, når det kommer til at fokusere og arbejde med at blive bedre hockeyspillere, lyder det fra Rødovre-træneren.
Callahan lavede i sidste sæson fem point i 25 kampe for Augsburg i DEL, og har lavet godt et halvt point i gennemsnit i sine mange optrædender i AHL. Han fik fire kampe for Detroit Red Wings i 2016/17-sæsonen.