Se hver, hvem der har leveret noget ekstraordinært i sæsonens første tredjedel

Vi venter altid spændt på dem: De nye importspilere, der kommer til Metal Ligaen. Hvem leverer varen, hvem kokser?

Vi kigger på ni nye Metal Liga-imports, der har gjort det godt - en fra hver klub:

Herning Blue Fox: Kevin O'Neil skulle være den nye mand mellem Morten Poulsen og Mathias Bau, og det har O'Neil gjort på forrygende vis. 24 point og topscorer i Metal Ligaen på stående fod. Bedre kan det vel ikke gøres?

Frederikshavn White Hawks: Adam Vay kom ind som midlertidig løsning for Lukas Parik og tog i den grad Frederikshavn med storm. Han fylder, er rolig og samtidig reaktionsstærk. Formidabelt - og lidt heldigt - hentet af Stockfisch og co., for det var jo slet ikke meningen.

Esbjerg Energy: Var Arturs Kulda for gammel? Slet ikke. Den rutinerede lettiske back, tidligere holdkammerat med Philip Larsen i KHL, har gjort det fremragende i Esbjerg. Spiller med overblik og rutine og er flere gange stødt frem til målscoring. En slags "Cibulskis-type" i det vestjyske. 

Sønderjyske Ishockey: Jarid Lukosevicius - da han først kom tilbage fra sin skade, viste han sig som, det han skal være: Sønderjydernes toneangivende import. Stærkt arbejde, målfarlig og bare en spiller, der sender gode vibrationer til de lyseblå holdkammerater.

Odense Bulldogs: Maxim Trepanier begyndte lidt stille og roligt og blandt andre denne skribent var en anelse kritisk overfor canadieren. Men jeg skal love for, at han har taget revanche på det seneste - ikke mindst som en formidabel oplægger. Stærk kæde med Piroutek og Tritt. 

Herlev Eagles: Isac Jonsson kom fra HockeyAllsvenskan og er stille og roligt ved at udvikle sig til Herlevs - og en af Metal Ligaens - bedste backer. Er oppe på 11 point og er i gang med spille sig ind offensivt. Bundstabil og solid og meget spilstærk back, der har kompetencer i alle spillets facetter.

Rungsted Seier Capital: Olle Liss kom fremragende i gang i Rungsted, da han kom ind som lejesvend. Hans formidable skud - vel nok Metal Ligaens bedste - er en fornøjelse at se, og Liss snitter omkring et point pr. kamp. Det var og er ganske logisk, at han nu er i Rungsted resten af sæsonen og næste sæson med.

Aalborg Pirates: Uha, der har været gang i nogen importfest i Aalborg, hvor de offensive kort på ingen måde blander sig i toppen af pointligaen. Det gør Alexander Lindelöf heller ikke, men backen er trods alt oppe på 3 mål og 10 point. Det er fornuftigt og Lindelöf har i perioder gjort det fremragende og været den klart mest markante import for Aalborg.

Rødovre Mighty Bulls: Der er faktisk flere imports hos Rødovre, der har leveret den forventede vare. Men canadiske Mathieu Caron i målet har vel været den mest fremtrædende. Han har spillet en række fremragende kampe, som har givet Rødovre point. En vindende målmand, der med få undtagelser har været et kup for Mighty Bulls. 


SANTERI SUISTIO VENDER TILBAGE til Frederikshavn ADAM VAY FORTSÆTTER I WHITE HAWKS RESTEN AF SÆSONEN