Nicklas Carlsen indstiller karrieren efter en skadesplaget sæson

Mighty Bulls’ kaptajn Nicklas Carlsen har efter en skadesplaget sæson truffet den svære beslutning om at lægge skøjterne på hylden.

Det skriver Rødovres hjemmeside. 

31-årige Carlsen har opnået 578 kampe i Metal Ligaen, hvor han debuterede for barndomsklubben Rødovre tilbage i 2008. Det er også blevet til sæsoner i Hvidovre/Copenhagen Hockey, SønderjyskE samt Herlev Eagles, men hovedparten af kampene, de 372, er spillet for Rødovre Mighty Bulls.

Det er gennem årene også blevet til A-landskampe samt landskampe og slutrunder med flere ungdomslandshold. Som noget særligt har han også prøvet at spille sammen med to af sine brødre i Rødovre-trøjen, nemlig Mads Carlsen og Magnus Carlsen.

Nicklas Carlsen om karrierestoppet:

- Jeg har haft en del problemer med ryggen i de sidste par sæsoner. Da jeg i sidste sæson fik min anden diskusprolaps inden for to år, har jeg valgt at stoppe. Jeg er glad for, at jeg har kunnet spille 14 år i den højeste danske liga, men nu kan kroppen desværre ikke mere.

- Mit hjerte banker for Rødovre, så at have kunnet spille ni sæsoner for Rødovre har været fantastisk. Jeg har haft nogle fantastiske holdkammerater og det sammenhold vi har haft, har jeg ikke oplevet andre steder. Tak til vores fans der altid har været bag os lige meget hvad, det har betydet meget, fortæller han.

Nicklas Carlsen har de seneste otte sæsoner spillet for Tyrene og har med sin indstilling til at arbejde hårdt og gå forrest for holdet også været en del af kaptajn-gruppen i mange af dem – i flere omgange, også i den seneste sæson, med C’et på brystet.

Det er altid vemodigt, når en spiller tvinges til at stoppe karrieren på grund af skader, men helbredet kommer i første række og der er fuld opbakning om beslutningen, selvom vi gerne havde set endnu flere kampe med Nicklas i Rødovre-trøjen. Der skal lyde en stor tak til Nicklas for indsatsen i Rødovre-trøjen og vi ønsker ham alt det bedste fremover.

Når den nye sæson starter op, bliver der mulighed for at tage afsked med både Nicklas Carlsen og Marco Illemann og få hyldet dem på isen for deres indsats gennem mange år i Rødovre.


Fire nye ungdomskontrakter på plads i Rødovre Rødovres Marco Illemann stopper karrieren