Marco Illemann siger farvel efter 484 kampe i Metal Ligaen

Efter 484 Metal Liga-kampe har Marco Illemann valgt at stoppe sin aktive ishockeykarriere for at fokusere på den civile karriere og familielivet.

Det skriver Rødovre Mighty Bulls på sin hjemmeside. 

Karrieren har bragt ham forbi Hvidovre/Copenhagen Hockey, Rungsted Seier Capital og naturligvis Rødovre Mighty Bulls, hvor de 354 af Metal Liga-kampene er spillet. Han debuterede i Metal Ligaen i 2010/11-sæsonen for Hvidovre, men vendte i 2013 hjem til barndomsklubben og blev en del af førsteholdet.

I løbet af ungdomsårene blev det også til ungdomslandsholdsudtagelser og både U18 og U20 VM, og så har han i den seneste sæson også været assisterende kaptajn på holdet.

- Det har altid betydet meget for mig at spille for RMB. At komme i hallen hver dag, møde alle de frivillige omkring holdet, børn og forældre på ungdomsholdene og alle andre, som man dagligt møder på de gange, jeg har færdes på, siden jeg var 4 år.

- Jeg har haft nogle korte “afstikkere” fra Rødovre, som blot har bekræftet mig i, at mit hockeyhjerte ligger i Rødovre, og altid vil gøre det. At løbe på banen med tyren på brystet med den fantastiske opbakning i hallen, vi altid har haft, har alle dage været specielt for mig, uanset hvor mange gange jeg end har gjort det, fortæller Illemann.

Uden for isen har han haft gang i en ingeniøruddannelse som afsluttes til sommer, og det kommer til at give en ny tilværelse:

- Jeg vil helt sikkert komme til at savne det hele, men når det er sagt, er beslutningen om at stoppe ikke truffet over natten. Det er en velovervejet beslutning, som er truffet på baggrund af min situation i livet udenfor hockeyen.

- Der skal lyde en stor tak til alle tidligere holdledere, materialemænd, holdkammerater, trænere og ikke mindst alle fans og frivillige – uden jer, var der intet RMB. Og jeg glæder mig til fortsat at se jer i hallen, slutter han.

Der skal lyde en stor tak til Marco Illemann for indsatsen gennem årene. Vi kommer til at savne Marco og siger farvel til en erfaren og altid professionel spiller, som trænerstaben ellers gerne havde set fortsætte på holdet. Vi ønsker alt held og lykke med videre i det civile liv.

Når den nye sæson starter op, bliver der naturligvis mulighed for at tage afsked med både Nicklas Carlsen og Marco Illemann og få hyldet dem på isen for deres indsats gennem mange år i Rødovre.


Nicklas Carlsen siger farvel til ishockeyen UNLIMITED HOCKEY SCOREDE TRIUMF ved E-HANDELSPRISEN