Krarup er under genoptræning - får yderligere to sæsoner i Rødovre

Niclas Krarup har forlænget sin aftale med Rødovre Mighty Bulls med yderligere to sæsoner.

Det skriver Rødovre Mighty Bulls i en pressemeddelelse, hvor han præsenteres således: 

Siden sin debut i foråret 2022 har Niclas været en fast del af vores førstehold. Med sin stærke arbejdsmoral, ansvarlige spillestil og store holdånd har han været en vigtig brik i vores defensiv og en spiller, som altid sætter holdet før sig selv.

For os er Niclas en uundværlig del af den kultur og identitet, vi ønsker at bygge videre på. Han bidrager med stabilitet, erfaring og en professionel tilgang i hverdagen, og derfor er vi meget glade for, at han også fremover skal være en del af Rødovre Mighty Bulls.

De seneste sæsoner har desværre været præget af skader, og Niclas arbejder i øjeblikket målrettet på at komme stærkt tilbage efter sin operation tidligere på året. Sammen med vores fysiske team og Morten Asmussen følger han et nøje tilrettelagt genoptræningsforløb, og vi ser frem til at få ham tilbage på isen, når han er klar.

Cheftræner Ville Hämäläinen udtaler: Niclas er en spiller, der bidrager i begge ender af banen. Han arbejder hårdt, skøjter godt og sætter altid holdet først. Samtidig kender han vores kultur og ved, hvad det kræver at spille for Rødovre Mighty Bulls.

Han har været igennem et langt genoptræningsforløb, hvor han har vist stor dedikation. Nu tager vi det ét skridt ad gangen, så han kan vende stærkt tilbage. Vi er meget glade for, at Niclas fortsætter hos os.

Niclas Krarup fortsætter: "Jeg er utrolig glad for at kunne forlænge med Rødovre Mighty Bulls i yderligere to år.

De sidste sæsoner i Rødovre har været nogle helt særlige år. Vi har oplevet magiske aftener i Rødovre Skøjtehal, hvor stemningen har været helt elektrisk, og hvor fansene har båret os frem. Selvfølgelig har der også været modgang undervejs – både for holdet og for mig personligt med skader – men det er alt sammen en del af rejsen, og det gør kun klubben og fællesskabet endnu stærkere.

Den her sommer har været lidt anderledes for mig, da jeg blev opereret tilbage i april. Derfor har mit fulde fokus været på genoptræningen, så jeg kan komme tilbage på isen så hurtigt som muligt og bidrage til holdet igen.

Jeg synes, vi har en virkelig spændende trup, og vi har store ambitioner. Vi forventer meget af os selv, og vi vil være et hold, som ingen ser frem til at møde. Vi vil spille en ishockey, der får fansene til at glæde sig til hver eneste hjemmekamp og gør Rødovre Skøjtehal til et sted, hvor modstanderne ved, at de får en svær aften.

 


Svensk back styrker Odenses defensiv FRANK GYMER rykker til Frederikshavn