Esbjerg Energy præsenterer Nicolaj Henriksen således:
"I Nicolaj har vi en erfaren målmand, som har et rigtig højt topniveau. Nicolaj bringer en ro til holdet, når han er på isen. Samtidig er han meget vellidt blandt sine holdkammerater og i klubben", siger sportschef Philip Larsen fra Esbjerg Energy.
"Nicolaj har vundet mesterskaber og ved, hvad der kræves for at gå hele vejen. Vi er rigtig glade for, at Nicolaj fortsætter hos os. Han er en lokal spiller, som brænder for klubben og vil være med til at tage os derhen, hvor det er sjovt i slutningen af sæsonen."
Nicolaj Henriksen er født og opvokset i Esbjerg, hvor han frem til sommeren 2019 repræsenterede Esbjerg Energy. Efter fem sæsoner i Vojens, hvor han bar den lyseblå SønderjyskE-trøje, returnerede den 194 cm høje keeper til Esbjerg i sommeren 2024.
"Det er altid dejligt, når tingene falder i hak, og aftalerne falder på plads. Jeg vil gerne være i Esbjerg, og det lykkedes at få aftalen på plads, så jeg også i den kommende sæson er her. Jeg glæder mig, bekræfter Nicolaj Henriksen.
"Og så skal jeg samarbejde med Mathias Seldrup. Mathias er en god kammerat og en god makker. Til sommer er det 10 år siden, Seldrup kom til Esbjerg, og vi lærte hinanden at kende. Vi er stadig gode venner, og jeg glæder mig til samarbejdet."
Nicolaj Henriksen har spillet 15 sæsoner i den danske Metal Liga, hvor det er blevet til 319 kampe. Samtidig kan vestjyden glæde sig over tre danske mesterskaber samt optrædener på U20-landsholdet og det danske seniorlandshold.
"Jeg havde ikke forventet meget til det netop overståede VM i Schweiz, men manager Morten Green ringede efter sæsonen og spurgte, om jeg ville hjælpe i en uges tid. Jeg forventede en plads på tribunen, men gav det et skud, og chancen bød sig.
Frederich Dichow måtte melde fra, og det gav mig en plads i kamptruppen. Jeg spillede næsten tre fulde kampe i Schweiz og fik en fantastisk oplevelse. Nu gælder det en ny sæson. Philip Larsen er tiltrådt som sportschef og har hentet gode folk ind. Truppen ser spændende ud, og jeg glæder mig til sæsonen", slutter Nicolaj Henriksen.