- Så vi kørte rundt i tog over hele Danmark - vi havde frikort - og vi så for eksempel Herlevs finale og DM-guld i Aalborg i 1984, husker Niels Husted.

- Jeg har altid fotograferet, siden jeg var en lille knægt. I midten af 80'erne fik jeg mit første spejlreflekskamera. Jeg tog ud i Esbjergs ishockeymiljø og begyndte at tage billeder og var med førnævnte Michael en tur i Herlev i 1986, hvor Esbjerg vandt sølv.

- Jeg blev tilknyttet Esbjerg IK og har været der siden. Sporten er blevet mit hjertebarn, klubben har givet mig en kongebehandling og ishockeyspillerne er fantastiske mennesker, der lægger sindssygt mange kræfter i at vinde guld. 

- Ishockeysporten har et eller andet fascinerende, jeg ikke kan forklare, men jeg glæder mig hver eneste gang, jeg kommer i kamp. Jeg bliver aldrig metaltræt og sætter en stor ære i at være kreativ og servicere ishockeyverdenen, siger "den evige ishockeyfotograf."

- Her et foto fra min allerførste sæson i 1986. Esbjergs Bent Larsen får overrakt sølvet af DIU-formand Ejvind Olesen, der har en Herlev-knægt på armen. Grunden til, at jeg var i Herlev, var min makker Michael, som jeg havde fået en god tilknytning til.

- Jeg har altid elsket at arbejde og eksperimentere med forskellige vinkler. I 90'erne i Esbjerg var tv nu og da på besøg, og her fik jeg mulighed for at komme et par timer før kampen og sætte mit grej op i TV2's kamerastativ over målet. 

- Jeg måtte krydse fingre for, at mine batterier holdt: Det gjorde de, men det lykkedes kun at få fem-seks billeder, så var batterierne løbet tør.

- På det tidspunkt var det ikke lovligt at købe og bruge de sendere, der skulle bruges, så jeg kunne fjernstyre kameraet. Så jeg havde været i Canada for at hente udstyret. Det virkede, og det er det samme, jeg bruger den dag i dag.

- De første mange år gik jeg hjemme og lavede dansk ishockey, og jeg var på det tidspunkt den eneste hockeyfotograf herhjemme. Op til omkring 2004 havde jeg samtlige 10 danske klubber og landsholdet/Danmarks Ishockey Union som kunder. Da tingene blev digitale, kom der andre ind på markedet.

- VM var kæmpestort for mig, og det her billede stammer fra finalen i Wien i 1996. Tjekkiet har lige vundet guld med en sejr over Canada. Det var mit første VM, som var et møde med mange af sportens kæmpestjerner.

- Min første NHL-kamp. 5 Semifinale: Dallas Stars mod Colorado Avalanche i 2000. Dallas var bagud 1-3 i serien, vandt kampen i overtid og sikrede sig den sjette kamp i serien. 

- Alle tilskuerne fik udleveret håndklæder til at svinge med, og mit eksemplar hænger stadig på væggen hjemme på mit kontor sammen med billedet af Brett Hull med autograf på.

- Jeg kunne ikke nå at få lavet mine egne billeder, inden kampen var slut, så jeg fik købt fotografier af Brett Hull og målmanden Ed Belfour inden kampen. Jeg ville meget gerne have signeret dem, og med min akkreditering havde jeg adgang til og omkring omklædningsrummene. 

- Da Dallas pressemand opdagede det, fik jeg at vide, at det kunne jeg godt spare mig. Ingen autografer dernede.

Jeg gav ikke op og fandt en af de Dallas-ansatte, jeg havde talt med tidligere på dagen. Han var flink og viste mig et sted, hvor jeg kunne stå uforstyrret og vente. 

- Så kom Brett Hull gående, og han var med på idéen. Han havde også meget stor respekt for reglerne, så han fandt et tomt rum og vi stod pludselig der og gemte os som to skoledrenge. 

- Men han var flink og vi fik os en hurtig snak, og han fortalte, at havde været i København og haft en hyggelig oplevelse. Han var en høflig fyr og nu hænger han altså hjemme på min væg.

- Jeg har hjulpet Bruce Jessop som har International Hockey Archives en del år med at fotografere til arkivet med VM, kampe i Europa, dansk ishockey og de tyske ishockeykort. Jeg blev inspireret til at lave de danske kort. Jeg lavede dem i to sæsoner, og det var et kæmpe stykke arbejde.

- Kortene vejede seks tons i rå karton og godt fem tons, når de var skåret. Min far og jeg sad sammen og pakkede alle kortene og brugte enormt langt tid på det. Jeg tjente lidt penge på det, men intet i forhold til, hvor lang tid, jeg brugte på at fotografere og pakke. Kortene var også med til at bidrage lidt økonomisk til de 10 klubber i ligaen dengang.

- Jeg er stolt af, at jeg fik lavet dem, men da Pokemon-kortene kom på gaden, var de umulige at konkurrere med, og derfor blev det kun til de to år.

- Et af kortene var med mig selv - et ekstrakort i nogle af pakkerne - for ligesom at lægge et visitkort. På et tidspunkt fandt jeg det på Ebay, hvor det kun kostede en enkelt dollar. Var det virkelig det, jeg værd, siger Niels Husted med et grin.

- Noget af det bedste jeg ved, er jublen, når DM bliver afgjort. Jeg har næsten alle guldbillederne fra dengang, jeg begyndte og helt frem til nu. Her er billedet fra 2004, en kamp, jeg aldrig vil glemme. 

- Det må være den vildeste og mest sindssyge kamp nogensinde i dansk ishockey. Esbjerg er bagud 0-2 "med ingen tid tilbage" og ender med at vinde i overtid. Ingen af de måske 6000 tilskuere, der var i hallen den aften, glemmer det nogensinde.

- Med årene er det blevet til en del kreative projekter som det her. I EfB Ishockey-regi fik vi ideen om at tage holdet med ud til "De 4 hvide mænd" ude på stranden. 

- Vi brugte tid på at arrangere det, sætte holdet op og få billederne lavet, men det var til ingen verdens nytte. 

- Rettighederne til "De 4 hvide mænd" var ikke frigivet endnu, og vi kunne overhovedet ikke bruge vores arbejde til noget. Men det var flotte billeder og et stærkt kreativt projekt. 

- Her er igen et eksempel på min glæde ved vinklerne. Det er et af mine absolutte yndlingsbilleder, og det kunne kun lade sig gøre, fordi Coronaen huserede. 

- Jeg havde idéen klar, og på det tidspunkt var der ingen tilskuere til kampene på grund af pandemien. Så jeg talte på dagen med Esbjerg, Rungsted og dommerne og hørte, om jeg måtte afprøve idéen ved faceoff ved kampstart. Det var de heldigvis med på, og jeg havde gået og øvet mig derhjemme med en ishockeystav. 

- Da kampen gik i gang, fik jeg lagt kameraet hen på isen. Kampen blev fløjtet igang og jeg lå nede på maven med fjernbetjeningen på isen. Jeg hørte et par enkelte klik, så stoppede det, og jeg undrede mig over, hvorfor det ikke fortsatte.

- Jeg fandt ud af bagefter, at jeg havde låst selvudløseren. Så den aften fik jeg kun TO af de specielle billeder, men begge stod heldigvis knivskarpt.

Billedet er måske ikke specielt, men det illustrerer noget stort. Frans Nielsen var den første danske spiller i NHL og her er han vendt hjem til Danmark for at spille VM i Danmark. At VM skulle være spillet i Danmark, havde ingen jo troet. Det var stort for en mand som mig, der havde været med så længe omkring sporten.

Vinklen her er altid spændende, men ikke noget nyt i ishockey. Min boks er den godkendte af slagsen, og den helt originale. Det er meget vigtig, at den ikke splintrer eller er til fare for spillerne. 

Der er ingen, der skal kunne skyde det i stykker. Kameraet i boksen er et gammel spejlreflekskamera, som jeg har købt engang for mange år siden og selv justeret det til sport.