Rungsted-direktør har et par navne på blokken, men intet konkret endnu

Er der EN mand, der virkelig er svær at erstatte fra Metal Ligaen i den forgangne sæson, er det Cristopher Nihlstorp. 

Rungsteds målmand stod - som de fleste stadig husker - et fabelagtigt slutspil, hvor han ikke mindst i semifinalerne og finalerne var en klippe i buret for de danske mestre. Det gav ham en plads på All Star-holdet. 

Men Nihlstorp stoppede sin karriere et år før tid, for han havde faktisk kontrakt med Rungsted for den kommende sæson også. Men en dag op til slutspillet, kom han ind på Thomas Fribergs kontor. 

- Omkring Cristopher og hans karriere. Hans stop kom en sæson før forventet, men det skete meget respektfuldt. Han kom ind på mit kontor og sagde: Thomas min krop kan ikke følge med på det her niveau mere end i den her sæson, så nu vil jeg tømme tanken i slutspillet for at få den guldmedalje. Og man må jo sige, han leverede varen. Jeg har kun godt at sige om Cristopher og takker ham for, at han var med hos os i den her sæson, siger Thomas Friberg, Rungsted-direktør, i et interview med klubbens web-tv, RSC TV..

Jagten på en erstatning er på vej: 

- Vi har talt om, hvad den næste målmand skal kunne. Forhåbentlig kan vi finde en mand, der igen er på topniveau i Danmark, og vi har sat penge af i budgettet til at finde en god mand. Det skal være en målmand, der fungerer godt i Danmark, har den rette alder og også er en god person i omklædningsrummet. Vi har et par navne på blokken, men intet er konkret endnu, siger Thomas Friberg. 

- Jeg glæder mig over, at David Grubak forhåbentlig har lyst til at fortsætte hos os. Han var fremragende sidste sæson og bliver endnu bedre. Han kan sagtens stå 20 kampe, og derfor er det ikke nødvendigt, at vi henter en førstemand, der skal stå 70 kampe på en sæson, siger Friberg til RSC TV. 


Frederik Bjerrum skal forsvare mesterskabet med Rungsted Blue Fox-direktør: Tilskuere giver et boost af energi og optimisme