Teemu Pulkkinen glæder sig over at være i Herning og kalder Metal Ligaen for stærk

Han fik en drømmedebut i Metal Ligaen med fire point for Herning i 5-6-nederlaget mod Rungsted, men siden har Teemu Pulkkinen altså ikke produceret i de to øvrige kampe, han har været med i.

Men fire point i hver kamp er naturligvis for meget at forlange for selv den største stjerne, men uanset to "nuller" mod Aalborg og Frederikshavn har den 26-årige gjort et godt spillemæssigt indtryk i Midtjylland og Metal Ligaen.

- Jeg er rimelig imponeret over niveauet her i Danmark. Nu har vi lige spillet 65 minutter i en topkamp, hvor der var stor intensitet og perioder med højt tempo. Fysisk bliver der også gået til den i duellerne, og spillerne er dygtige individualister. Man kommer ikke gratis til noget her, siger Pulkkinen til Sportherning.dk.

Finske Pulkkinen kommer fra Jukurit i den bedste finske liga, hvor han inden ankomsten til Herning spillede 17 kampe med fire point til følge. Altså samme antal, som han satte i sin første kamp for midtjyderne i denne sæson. 

 


ADAM CRACKNELL udtaget til Canadas OL-trup VIDEO: Se målene fra kampen mellem Rungsted og Odense