Nicolai Weichel har underskrevet en etårig forlængelse af den eksisterende kontrakt med Odense Bulldogs, der dermed sikrer ham i klubben frem til sommeren 2024.
Det skriver fynboerne i en pressemeddelelse.
Den 24-årige kaptajn i Odense Bulldogs skiftede sidste år til klubben på en toårig aftale og var derfor allerede på kontrakt til den kommende sæson, men efter stærke præstationer i den forgange sæson, har man allerede nu sikret en yderligere etårig forlængelse af den vellidte back og leder på holdet.
- Nicolai Weichel har leveret på et rigtig højt niveau for os i den seneste sæson, og var en nøglebrik på holdet hele vejen igennem. Det vil vi naturligvis gerne bygge videre på og derfor er det også meget glædeligt, at vi allerede på dette tidspunkt har sikret en yderligere kontraktforlængelse med Weichel frem til 2024, siger Odense Bulldogs administrerende direktør Ole Nielsen.
- Danskerstammen på holdet er afgørende for succes på den lange bane, og vi har nu en markant stærkere sammensætning end i tidligere sæsoner. Kontinuitet er ligeså vigtigt, hvis vi skal realisere vores sportslige ambitioner, og derfor er det særlig vigtigt med en tidlig forlængelse med en nøglespiller som Weichel, og det sender et stærkt signal fra både ham og os om vores fælles ambitioner, lyder det.
I den forgange sæson var Nicolai Weichel en vital spiller på holdet, hvor han blandt andet stod bag 22 point og leverede en afgørende assist til Mark Auk, der i den syvende kvartfinalekamp mod SønderjyskE skød Odense Bulldogs i semifinalen for første gang siden 2016/17-sæsonen. Præstationerne for Odense Bulldogs sikrede endda Nicolai Weichel en udtagelse til landsholdet i forberedelser helt frem til A-VM.
Hovedpersonen selv er glad for at have fremtiden på plads og glæder sig over at fortsætte i den fynske trøje:
- Jeg er landet rigtig godt i Odense og har det sindssyg godt på holdet, så da snakken faldt på en kontraktforlængelse var jeg ikke i tvivl om at fortsætte i klubben. Vi beviste i sidste sæson, at vi kan komme langt med benhårdt arbejde og en tro på tingene, hvor vi drillede flere af de store hold og endte sæsonen med en bronzemedalje om halsen. Med en yderligere styrket danskerstamme i denne sæson, bliver vi ved med at bygge på projektet og jeg er ser frem til, at vi fortsætter med at skubbe i den rigtige retning, siger han.
- Personligt havde jeg en rigtig god sæson og det var en kæmpestor ære for mig at bære C’et på trøjen. Paul (Thompson) og Ole (Nielsen) udviste stor tillid til mig med masser af istid og mere ansvar, og hele holdet bakkede op omkring mig som kaptajn med det samme. Det har helt sikkert medvirket til, at jeg blomstrede i de nye rammer, genfandt glæden ved hockeyen og fik mere selvtillid på isen.
”Jeg er rigtigt stolt over, hvad vi allerede har nået, og jeg glæder mig utrolig meget til at fortsætte både min personlige og holdets udvikling i de kommende sæsoner, lyder det.