Det er tilladt at lure lidt på konkurrenterne – eller i hvert fald at lade sig inspirere – og Odense-sportschef Henrik Benjaminsen har ingen skrupler med at indrømme, at han har kigget lidt på Herlevs succesopskrift de seneste sæsoner, når han og træner Marc Lefebvre har skullet bygget holdet op.
I stedet for at spille med en bredt funderet trup, hvor første- og andenkæden er mere eller mindre jævnbyrdig og tredje- og fjerdekæden det samme, går Odense nu målrettet efter at sætte en stærk førstekæde bygget omkring Dale Mitchell.
Altså nøjagtig samme recept som Herlev har leveret de seneste sæsoner – og som Marc Lefebvre stille og roligt implementerede i Odense i anden halvdel af sæsonen i fjor, hvor han toppede sit mandskab mere og mere.
- Vi vil gerne have en rigtig stærk førstekæde, der laver masser og trækker et stort læs. Både når det gælder istid og point. Derefter en stærk andenkæde og så en tredjekæde, hvor vi har folk som (Oliver) True og (Rasmus) Simonsen, der begge udviklede sig glimrende i sidste sæson. Vores fjerdekæde skal være en udviklingskæde med vores egne spillere, siger Henrik Benjaminsen.
Udover dansk-amerikaneren Eric Vanderhoff, som er på tryout, regner Bulldogs med at hente tre eller fire imports ekstra.
- Vi er ved at fylde op og har allerede et par imports på kontrakt. Men vi kan ikke forsikre, at vi er helt i mål til sæsonstart. Markedet er lidt specielt lige nu, for det forventes først, at ECHL begynder tidligst i december, mens AHL forventes at starte op tre uger tidligere. Samtidig er der uvished omkring, hvornår de europæiske ligaer begynder.
- Så der er mange frie spillere derude lige nu, men vi fornemmer også, at mange af dem afventer, at de større ligaer begynder. De tilbyder sig, men så går der nogle uger og der bliver hverken sagt ja eller nej, og så ved man jo ikke, om de reelt vil spille for os. Derfor henter vi kun spillere, som virkelig er klar til at spille for os, siger Henrik Benjaminsen.
I kulissen lurer også den fare – for både Benjaminsen og de andre sportschefer i Metal Ligaen – at en spiller reelt kan smutte af sted tilbage til ECHL midt i den danske sæson, eftersom ECHL ikke er IIHF-sanktioneret.
- Til syvende og sidst forventer jeg, at vi får et mere konkurrencedygtigt hold end i sidste sæson, og vi vil rigtig gerne have den slutspilsplads, siger Henrik Benjaminsen til Metalligaen.dk.